Skriv godt 8a: Skriv sammenhængende

Her er 5 små tekstbidder, der er hapset et eller andet sted. Skriv sammenhængende – skriv dem om, så de hænger bedre sammen – både rent sprogligt og i forholdet mellem indhold og formulering. Når du har gjort det, så se kommentarerne og mine ændringsforslag i ”rettebladet”, link nederst på siden.

Hvis du har ”Bedre breve – bedre e-mails”, så er det side 107-112 du skal læse.

1

Hoslagt forefindes kantinens spiseseddel for november. Husk at bestille Mortens and med brød og surt senest en uge før 🙂

2

I tirsdags blev der stjålet forskelligt pc-udstyr hos Global Publicity på 3. sal. I receptionen har de set en mand i elektriker-kedeldragt forlade huset med noget udstyr på en sækkevogn og læsse det ind i en hvid kassevogn. Han er også filmet af overvågningskameraerne på parkeringspladsen. Det ser ud til, at tyven har skaffet sig adgang i frokostpausen, læsset udstyret på sækkevognen og kørt ned med elevatoren. Alle var gået til frokost samtidig, hvilket er imod retningslinjerne.

3

Hvordan ulykken er sket, var det umuligt at få klarlagt i aftes, idet Bogense politi arbejder med sagen.

4

Indledningsvis skal jeg beklage, at vi i forbindelse med vort tilbud om omtegning af ovennævnte ulykkesforsikring har rejst tvivl om dækning som fører af motorcykel. Jeg kan oplyse, at Deres bestående ulykkesforsikring dækker Dem som fører af motorcykel. I det tilbud vi har sendt til Dem, vil De ligeledes være dækket som fører af motorcykel. Jeg håber, at dette afklarer tvivlen, der er opstået med hensyn til dækning som fører af motorcykel. I modsat fald er De velkommen til at kontakte mig.
Venlig hilsen …

5

Havskum er et forsikringsselskab for livet. Både for dig og dine nærmeste. Vi tilbyder at stå bag dig i alle livets faser. Og bistår gerne med råd og vejledning i livets overgange, hvor nye forsikringsbehov typisk opstår. For vi har erfaring med de fleste livssituationer.

Videre til kommentarsiden

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2007-2023

Visits: 30