Omatskrive.dk handler om at skrive. Men en vigtig del af at (lære at) skrive er altså at læse. Først og fremmest at læse meget – i anden række at læse noget godt. Men hvad er “god litteratur” egentlig? Det er der både subjektive og objektive kriterier for.
Af Per Salling
Hvad er en paraply?
Det er når det regner …
Hvad er en god bog?
God litteratur er noget, der sker mellem læseren og bogen. Noget individuelt. Den kendte science fiction-forfatter Ursula Le Guin formulerer det sådan: “The writer cannot do it alone. The unread story is not a story; it is little black marks on wood pulp. The reader, reading it, makes it live: a live thing, a story.”
Og den danske blogger Spacemermaid supplerer med spørgsmålet til én million kroner: “Hvornår en en bog færdig – når den er skrevet, når den er læst, eller når den er glemt?”
At læse god litteratur er at finde
- en bog, du låner på biblioteket og læser og afleverer og derefter går hen og køber – for du vil eje den
- en bog, du læser færdig og lukker og lægger fra dig, og så sidder du og kigger frem for dig og er lidt glad for at have læst den og lidt ked af det, fordi den er færdig. For denne gang
- en bog, du kan stå foran bogreolen og kigge på, mens du glæder til til at læse den – igen
- eller noget andet. Du bestemmer.
Det er helt subjektivt. Det handler om, hvad bogen siger dig. (“Was it good for you, too?”, som de de siger i de amerikanske tv-serier.)
De “objektive” kriterier for, hvad der er god litteratur, er også subjektive.
Bogen skal være skrevet, så sproget i sig selv bidrager til læseoplevelsen – eller i det mindste ikke er besværligt for læseren. Men hvad vil det sige – for dig? Kan du “høre” fortælleren for dit indre øre, mens du læser? En glimrende grund til at opgive at høre en lydbog færdig er som bekendt, at fortællerens stemme og rytme ikke swinger godt i ens egne ører. Men det samme gælder, når du læser!
Det betyder så igen, at øvede læsere vil opleve mange flere bøger som gode, fordi de (du) kan acceptere vanskeligere (eller mere komplekst) sprog uden at snuble over det. – Og fordi du kan genkende noget (i dine ører) skidt, når du ser det. Hører det.
Stepen King er inde på noget af det i “Om at skrive” og i det berømte foredrag på Yale University i 2003, hvor han bl.a. siger, at hvis man ikke har tid til at læse – meget – har man heller ikke tiden eller værktøjet til at skrive. For på et tidspunkt vil man have læst så meget, at man kan kan sige til sig selv ved mødet med en tekst: “This really sucks! I can do better than this!“
Så skal bogen selvfølgelig også føles relevant for dig, enten direkte eller indirekte, fx ved at vække nysgerrighed om noget fremmed. For eksempel: Man kan ikke forstå, hvordan 1. verdenskrig på vestfronten virkelig var, ved bare at læse historiske værker eller se dokumentarfilm. Det går bedre, hvis man læser Remarques roman “Intet nyt fra Vestfronten”. Det kræver bare, at man er nysgerrig efter mere end bare underholdning – eller at forfatteren skriver godt nok til at vække den nysgerrighed i én.
Den engelske forfatter G. K. Chesterton skrev engang: På hele jorden er der ikke sådan noget som et uinteressant emne; det eneste, der kan findes, er en uinteresseret person. Det er jo rigtigt; og alligevel findes der faktisk en forfatter, der kan skrive om ukendte victorianske lyrikere, så selv jeg har svært ved at lægge bogen fra mig. Find hende på listen nedenfor!
(Nogle af) mine egne eksempler på god litteratur:
- Anna Ladegård: Alle mine
- Antonia Byatt: Besættelse
- Ludvig Bødtcher: Mødet med Bacchus
- Erich Maria Remarque: Intet nyt fra vestfronten
- Willy-August Linnemann: Bogen om det skjulte ansigt osv. (hele serien – 5 bind – læst som ét romanværk)
- Jakob Ejersbo: Nordkraft
- Aksel Sandemose: Varulven
- Jørgen Leth: Det uperfekte menneske
- Vibeke Vasbo: Miraklet i Amalfi
- Gerda Antti: Et øjeblik ad gangen
- Peter Høeg: Den stille pige
Har du også en liste?
Boksen
- Lav din egen liste med 10 gode bøger.
- Revidér den.
- Revidér den igen hver nytårsmorgen eller et andet fast tidspunkt, hvor du behøver en overspringshandling.
Læs mere her:
© Per Salling, Omatskrive.dk, 2008-2015
Views: 1148