Farlige ord!

Vi taler og skriver med ord. Men vi tænker også med ord. Farlige ord, somme tider. Vi drømmer billeder, men bruger ord til at beskrive dem bagefter. Vi beskriver i det hele taget billeder og følelser med ord, medmindre vi da “mangler ord til at beskrive, hvad vi føler lige nu…” – Ordene bestemmer, hvad billedet viser!

Af Per Salling

Ved åbningen af den årlige udstilling i Firmaets kunstforening kiggede vi forgæves efter de indkøbte værkers titler i kataloget. “Jens Jensen: Olie på lærred, 58×92 cm” var eneste oplysning. Og begrundelsen? Som et bestyrelsesmedlem sagde: “Jo – vi mente ikke, at folk skulle have deres eget udbytte af værkerne spærret af, hvad kunstneren har kaldt dem. Det er jo bare ord…”

Umiddelbart forinden havde jeg læst noget lignende. I en anmeldelse af en bog med før-og-nu-fotografier stod der: “Et kys i år 1900 og et kys i år 2000: Ak ja, hvor er erotikken uforanderlig. Eller: Hvor er erotikken blevet forrået. Billederne kan bruges til at ‘bevise’ begge dele. Det afhænger af valget af dem – og af de ord, der ledsager dem. (Pudsigt nok er det ofte i forbindelse med fotografier, man mærker, hvor vigtige de rette ord er!)”

Det er jo bare ord…

“Det er jo bare ord”, ja ja. Men er det så også de rette ord – eller bare ord? Farlige ord kan jo også være nødvendige ord. Lad os lege med tanken engang.

  • Lad os lege, at et bestemt maleri kun er kendt som “Picasso: Olie på lærred, 122×350 cm” – og ikke som “Guernica”.
  • Lad os lege, at undertitlen til det berømte foto af Goebbels i Berlins Sportpalast i februar 1943 slet ikke er “Wollt Ihr den totalen Krieg?”, men derimod “Kein Mensch arbeitslos! – Kein Kind hungrig!”
  • Lad os lege, at Edvard Munchs maleri “Skrig” ikke er fra 1893, men fra 1946 – og at det hedder “Hiroshima”.

Som vores allesammens Søren Ryge skrev det i en meget fredeligere sammenhæng (anmeldelse af en bog om bær i haven af Ritt Bjerregaard og Jørgen Vittrup): Forklarer billeder sig selv? Nej, nej og atter nej. I den første og afgørende gennembladring af en bog (eller avis eller et blad) ser man billeder og læser billedtekster. Altid. Det er en dødssynd at undlade de tre linjer tekst under billedet!

… men farlige ord!

Ord er farlige! Du ser, hvad du tror du ser. Men ordene bestemmer, hvad billedet viser – hvordan du fortolker det – og dermed hvad du bagefter ved, at du har set.

Du ser,
hvad du tror du ser.
Men
ordene bestemmer,
hvordan
du fortolker det.

Det fik en tv-kanal et hak i tuden for, da vi allesammen helt tydeligt så, hvordan en dagplejemor i en by i provinsen bankede ungerne. Eller så vi det nu også? Vi fik i hvert fald at vide (af aviserne dagen efter!), at vi havde set det, og så troede vi på det, og de sociale medier kogte over.

Senere – meget senere – fik vi så at vide, at det havde vi overhovedet ikke set. Der var nemlig slet ikke noget at se. Og så kunne enhver jo se det – ikke? Men de kulørte aviser og SoMe-krigerne havde en fest med de farlige ord så længe.

Og – i en helt anden sammenhæng: Hvis du har været jobsøgende (og det har du nok), så ved du (forhåbentlig) noget om farlige ord i en jobansøgning. Og i dit CV.

For at slutte med begyndelsen: Hvad forestiller kunstværket? Picasso sagde engang: “Virkeligt abstrakt kunst findes ikke, for man begynder altid med noget.”

Men det er jo også bare ord. Farlige ord.

Så jeg slutter med at give ordet (det farlige ord!) til onkel Danny:

Ét billede kan sige mere
end mange ord’. Ja, ja,
lille fotograf:
Og få ord kan sige mere
end ti års TV og Hollywood-film.
Og vis mig så lige, med denne din
klippefaste Kodak-kækhed,
hvordan du vil formulere dén sætning
i ét billede.

Ja, ja, lille fotograf.
I ét billede.

(Fra “Telefon fra afdøde”, 2019)

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2004-2020

Views: 998