10. Videnskabelige revolutioner

Før vi fortsætter, skal vi lige runde fænomenet ”videnskabelige revolutioner” for at skabe en sammenhæng i serien her.  Det moderne videnskabelige vidensbegreb begyndte med positivismen: Alt det, vi kan måle og veje os frem til. Og det var vi hen over i kapitel 7. Men pludselig (dvs. i kapitel 8) er der så tale om en form for viden, der ikke kommer frem gennem måling af fysiske realiteter, men gennem tolkning af fænomener. Her er der en ontologisk forskel, der virkelig vil noget. Det er ikke forkert at omtale den som revolutionær – faktisk er det almindeligt at tale om videnskabelige revolutioner ved visse store skred i den menneskelige viden og bevidsthed.

”Viden” er ikke bare viden, uanset hvor meget vi så end er enige om hvad det vil sige ”at vide noget”. Der ligger et par videnskabelige revolutioner mellem hver version af, hvordan vi forstår viden. Som man kan se ved sammenligningen mellem naturvidenskabelig og humanvidenskabelig vidensforståelse i de to foregående kapitler, er det  ikke alle livets forhold man kan skaffe sig viden om med termometer, tommestok og vægt. Hvordan hænger det sammen?

Naturvidenskaberne tager udgangspunkt i det, vi kan forholde os til gennem de 5 sanser og logikken (”den 6. sans”). Men hvad med alt det andet? Vores kulturelt betingede adfærd og traditioner, vores fysiske og psykiske behov, det der motiverer os, vores måder at kommunikere og samarbejde på, vores sociale forhold – hvordan måler og vejer man den slags? Kan man overhovedet forholde sig videnskabeligt til det?

Ja, som jeg viste det i kapitel 8: Det kan man. Her vil jeg lige runde spørgsmålet om, hvordan man kan komme fra det ene til det andet sted uden at give køb på fagligheden og videnskabeligheden.

NB – en gentagelse fra begyndelsen af kapitel 8: Når jeg bruger ordet ”humanvidenskabelig” og netop ikke ”humanistisk”, er det med vilje. ”Humanvidenskabelig” er et meget rundt og upræcist udtryk, der i denne sammenhæng netop rummer vores kultur, adfærd, vaner, motivation, kommunikation, samarbejde osv.  ”Humanistisk” er derimod koblet til det humanistiske fagområde eller ”humaniora”: sprogfag, litteratur, historie, musik, filosofi osv. Og det er altså ikke dét, det drejer sig om her.

Det vi ikke ”ved”

Fra de tidligere afsnit har vi en del ”frække spørgsmål”, der ikke er alt for godt besvaret:

  • Hvad ved vi?
  • Hvad tror vi, at vi ved?
  • Hvor mange af vores fakta-indsamlinger er styret af, hvad vi forventer at finde?
  • Hvad finder vi, fordi vi leder efter det?
  • Hvad finder vi, som vi ikke leder efter?
  • Hvordan reagerer vi, hvis vi finder noget, vi ikke leder efter?
  • Reagerer vi overhovedet – opdager vi det overhovedet?
  • Hvordan får vi spørgsmål på de svar, vi ikke har fantasi til at stille?
  • Hvordan finder vi ud af det, som vi ikke ved, at vi ikke ved?

Thomas Kuhns ”paradigmebegreb”:

Thomas Kuhn (1922-96) var en amerikansk videnskabsteoretiker og filosof. Han introducerede i 1962 et billede af videnskabelige revolutioner, som på mange måder giver et godt billede af videnskabernes udvikling. Helt kort refereret ser det sådan ud:

Forskere kan aldrig begynde helt fra scratch – de har uundgåeligt forudfattede meninger (”forudforståelser”, ville en hermeneutiker sige). Derfor er deres fakta ”teoriladede”. Det giver en række udfordringer – for eksempel vil mange af vores fakta-indsamlinger være styret af, hvad vi forventer at finde.

  • Hvad finder vi, fordi vi leder efter det?
  • Hvad finder vi, som vi ikke leder efter?
  • Hvordan reagerer vi, hvis vi finder noget, vi ikke leder efter?

Alle videnskaber har nogle underforståede forudfattede meninger – ”den tavse viden” – som hænger sammen og udgør et paradigme. Et eksempel: Naturvidenskabens vilje til, at alt skal være måleligt.

Så længe et paradigme dominerer og er alment accepteret, bedriver forskerne inden for området normalvidenskab. Efterhånden som der opdages anomalier – fakta, der ikke kan rummes i paradigmet – trues paradigmet. En dag er der nogen, som konstruerer et nyt paradigme, som stemmer bedre med de ophobede fakta. Der kommer en videnskabelig revolution eller et paradigmeskifte.

Kuhns paradigmebegreb rummer altså i virkeligheden 2 lag:

  • Den ”egentlige” videnskabelighed: Sådan hænger tingene sammen!
  • Den ”sociale” videnskabelighed, der indrullerer og ensretter nye forskere og derved vedligeholder paradigmet: Sådan forsker vi hér – det er den rigtige måde at forske på!

Et eksempel på et sejlivet paradigme var naturvidenskabernes faste vilje til, at alt skal være måleligt – ”verificérbart”. Videnskaben burde iflg. denne trosretning kun beskæftige sig med meningsfulde udsagn – det vil sige udsagn, der kan verificeres. Det er nemlig – sagde de – de eneste udsagn, som faktisk har et vidensmæssigt indhold. Udsagn, der ikke kan verificeres positivt, er ligegyldige i en videnskabelig sammenhæng, da de ikke handler om en sikker, objektiv viden om verden.

Det synspunkt måtte efterlades via en videnskabelig revolution, som i virkeligheden blev forberedt af Karl Poppers ”falsifikationsbegreb”. (Det var vi inde på i Naturvidenskabelig metode.)

En af mange videnskabelige revolutioner – paradigmeskift: Universet

Det klassiske skolebogseksempel på et paradigmeskifte er opfattelsen af, hvordan universet er organiseret, så det vil jeg ikke snyde eventuelle læsere for her.

  • Den græske astronom og matematiker Ptolemæus (ca. 100-170 e. Kr.) definerede et verdensbillede, der skulle dominere i 1400 år: Jorden er universets centrum, og alle himmellegemer kredser om jorden.
  • Nikolaus Kopernikus (1473-1543) og Galileo Galilei (1564-1642) slog fast, at Jorden og de andre planeter kredser om solen, der har sin faste plads i en galakse osv.
  • Johannes Kepler (1571-1630) påviste, at planeternes baner ikke er cirkulære, men elliptiske. (Men han kunne ikke forklare hvorfor.)
  • Isaac Newton (1643-1727) påviste tyngdekraften og kunne dermed forklare, hvorfor planeternes baner er elliptiske.
  • Ole Rømer (1644-1710) viste, at lyset bevæger sig med en målelig hastighed. Det gjorde det muligt at begynde at måle på solsystemets afstande og dermed størrelse.

Hvis vi ser på denne stribe af videnskabelige landvindinger, kan vi se, at der kun er er et egentlig paradigmeskift – et ”revolutionært” brud – nemlig mellem Ptolemæus og Kopernikus. Derefter er der tale om tilpasninger eller udvidelser af et eksisterende paradigme.

Andre eksempler på paradigmeskift, der tåler at blive kaldt revolutionære:

  • Indførelsen af marxistisk økonomisk teori til erstatning for / konkurrence med klassisk liberalistisk økonomi.
  • Opdagelsen af DNA.

Paradigmeskift kan optræde andre steder end i videnskaben

Lige for tiden er ordet ”paradigmeskift” temmelig misbrugt i den politiske verden – senest, at tilsynet med de danske plejehjem skal hedde noget andet og udføres af nogle andre. Det er selvfølgelig rent pop. Alligevel er det rimeligt at bruge ordet ”paradigmeskift” andre steder end i videnskaben, når der sker noget, der virkelig ændrer på samfundet.

Her er et meget gammelt og et meget nyt paradigmeskift inden for byggeindustrien:

  • Opfindelsen af brændte teglsten.
  • Den første oliekrise – første reelle erkendelse af at huse kan og bør varmeisoleres. (Et eksempel på, at et paradigmeskift kan blive påtvunget udefra.)

Her er et par solide paradigmeskift inden for kommunikation og samfundsudvikling:

  • Gutenbergs udvikling af trykkeriteknikken.
  • Udviklingen af IT.

Og til sidst det ene tekniske gennembrud, der gav den vestlige verden global dominans i flere århundreder:

  • Opfindelsen af dampmaskinen – og dermed en simpel og flytbar energikilde til industri, transport, krigsførelse, produktion af elektricitet… fortsæt selv listen. Måske den største enkelte ”gamechanger” i menneskehedens historie.

Paradigmeskift!

Men tilbage til videnskabsteorien.

Én ting er sikkert: ”Nutidens forskere er ikke bedre begavede eller mere indsigtsfulde end fortidens, og faktisk bygger vi blot videre på den forskning, som tidligere tiders forskere har skabt. Og vore egne paradigmer – hvor velunderbyggede de end virker i dag – bliver før eller senere erstattet af nye paradigmer.” Aage Alstrup: Paradigmeskift og respekt for fortidens forskere

Læs evt. mere her:

Læs videre i serien:

  1. Videnskabsteori i harehøjde – Indledning
  2. Fagets videnskabsteori: Det, du ikke kan undvære
  3. Hvad vil det sige at vide noget?
  4. Hvad er ”virkelighed”?
  5. Hvad er “videnskab”?
  6. Mere om videnskabelig metode
  7. Naturvidenskabelig tænkemåde
  8. Induktion, deduktion og abduktion
  9. Humanvidenskabelig tænkemåde
  10. Videnskabelige revolutioner
  11. Samfundsvidenskabelig tænkemåde
  12. Videnskabelig redelighed og formidling (på vej)

.

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2024

Views: 30