9. Humanvidenskabelig tænkemåde

Humanvidenskaben repræsenterer (noget af) alt det, der ikke kan måles med termometer, tommestok og vægt: En radikalt anderledes videnskabelighed end den naturvidenskabelige måde at tænke på. Den interesserer sig for det subjektive, forstået som det, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske – ”subjektet”. ”Subjektivt” skal altså i denne sammenhæng ikke forstås som noget privat, men som noget menneskeligt. 

Når det enkelte menneske tænker, oplever, sanser og fortolker sine omgivelser, sker dette med udgangspunkt i dets egen bevidsthed og den kultur – den ”kontekst” – det eksisterer i. Derfor er en naturvidenskabelig synsvinkel ikke særlig relevant, når vi arbejder med menneskeskabte produkter: Kunst, tekster, historiske fænomener, psykologi, menneskers praksis, adfærdsmønstre og behov osv. Vi må finde på noget andet.

Vi ser lige på vores hus igen – ligemeget om det er et parcelhus, en skolebygning eller en flyhangar.

Der er en masse forskellige mulige synsvinkler, som i grove træk falder i de 3 grupper:

  • Bygninger bør kunne holde til at stå udendørs i årevis, selv om det regner og blæser. Det kan man kalde en naturvidenskabelig synsvinkel.
  • Bygninger bør tilfredsstille brugernes – dvs. menneskers – behov, både de rationelle og de irrationelle. Det er en meget bred palet af krav (praktisk anvendelighed, fysisk og psykisk miljø, æstetik m.v.) som man kan samle under fællesbegrebet den humanvidenskabelige synsvinkel.
  • Bygninger bør være opført i og for samfundet – altså på samfundets præmisser. Det er den samfundsvidenskabelige synsvinkel.

I dette kapitel tager vi fat på den humanvidenskabelige måde at se på huset (og alt muligt andet) på. Den ”hermeneutiske” måde. (Jeg forklarer det ord i løbet af denne artikel.) Og det allerførste problem er selvfølgelig, at mennesker er så pokkers forskellige. Vi slipper ikke for at forholde os til den forskellighed. For kan vi overhovedet blive enige om, hvad det vil sige at vide noget? Det kunne være noget med forståelse af menneskers behov – det vil sige fortolkning.

Men lige et NB. I det følgende bruger jeg ordet ”humanvidenskabelig” og netop ikke ”humanistisk”. ”Humanvidenskabelig” er et lidt rundt og upræcist udtryk, der i denne sammenhæng netop rummer kultur i bredeste forstand: Adfærd, vaner, motivation, kommunikation, samarbejde osv.  ”Humanistisk” er derimod koblet til det humanistiske forsknings- og fagområde eller ”humaniora”: sprogfag, litteratur, historie, musik, filosofi osv. Og det er ikke (kun) dét, der er på bordet lige her og nu.

Og et NB mere: Nogen har spurgt mig, hvor fænomenologien bliver af i det lillebitte vidensteoretiske univers, jeg her skitserer. Svaret er kort og godt: Den bliver søreme væk.

Fænomenologi og hermeneutik er ret tæt beslægtet. Man kan sige, at fænomenologien ser på de fænomener, vi oplever, og på hvad de gør ved os – hvad de får os til at føle, så at sige -, mens hermeneutikken arbejder med fortolkning af vores udsagn og behov – måske baseret på de følelser -i et forsøg på at etablere en mening med tingene, som vi kan forholde os til og arbejde med.

Fænomenologi og hermeneutik forholder sig altså nærmest til hinanden som ægget og hønen; man kan diskutere herfra og til Hønsinge, hvem der kom først. Men i min optik er hermeneutikken mere praksisrettet, og når jeg nu har arbejdet med videnskabsteori specielt i forbindelse med undervisning af professionsbachelorer (og øvrigt skal fatte mig i korthed), så er den praktisk mest anvendelige synsvinkel altså omgivet af en vis stråleglans. Derfor.

Humanvidenskab: At måle det umålelige

Vi har vores fem sanser: Synet, hørelsen, følelsen, lugtesansen og smagen. Og så har vi ”den sjette sans”, logikken: Evnen til at kombinere, tænke og lære.

Men hvad så med det her?

  • Adfærd
  • Kultur, traditioner, vaner m.v.
  • Fysiske og psykiske behov (helbred, velvære)
  • Motivation
  • Kommunikation, samarbejde, sociale forhold mellem mennesker osv.

– alt sammen på et (principielt) individuelt niveau.

Det ser ud til, at vi – ud over det målbart håndgribelige i naturvidenskaben – har en hel masse andet at forholde os til. Hvad gør vi ved det?

Forklaring og forståelse er to forskellige ting

En gammel og velkendt akademisk uforskammethed lyder: ”Jeg kan forklare det for dig, men jeg kan ikke forstå det for dig. Den del af arbejdet er du nødt til selv at gøre.”

Der er nogle forhold, vi kan forklare ud fra observationer og naturvidenskabelige undersøgelser. Lemmingers vandring, for eksempel, og biers sværmen. Og så er der forhold, vi ikke kan forklare på sammen håndtérbare måde.

Fænomener, der kan forklares ud fra en positivistisk tankegang:

  • Lemmingers vandring
  • Biers sværmen
  • Og så videre.

Fænomener, der ikke kan forklares ud fra en positivistisk tankegang:

  • Jægerstenalderens hulemalerier (og al anden kunst)
  • Middelalderens katedraler (og alle andre kultbygninger)
  • Emigranters og flygtningens følelser
  • Og så videre.

Forskellen:

  • Lemminger og bier kan vi forklare ”udefra” som naturfænomener.
  • Kunst og religion, emigranters og flygtninges følelser er vi nødt til at forstå ud fra vore egne følelser – hvad betyder det for dem?

Det store spørgsmål mål bliver altså: Hvordan kan vi forstå fænomener, der ikke lader sig forklare ud fra en rent positivistisk/naturvidenskabelig tankegang og undersøgelse? Hvordan finder vi ud af, hvad fænomener betyder? Med andre ord, hvordan bringer vi forståelse ind i billedet?

Det kan vi gøre ved at  bringe os selv og vores egen indlærte (eller nedarvede) forhåndsviden i spil! Og hvad vil det så sige?

Hermeneutik er ”Fortolkningslære”

Hermeneutik betyder ”fortolkningslære”. Positivismen tilbyder, som vi lige har set, en forklaring ud fra kausale sammenhænge (årsag – virkning). Et helt nødvendigt supplement til det kommer med hermeneutikken, som kan levere en forståelse ud fra en fortolkning, baseret på vores egen ”for-forståelse” – den viden, vi allerede har om verden.

Hvordan gør man så det?

  1. Først opstiller vi hypoteser om det foreliggende materiale ud fra vores egen forforståelse.
  2. Derefter sammenligner vi de logiske konsekvenser af hypotesen på materialet.
  3. Til sidst benytter vi konklusionen til at udvide vores egen forforståelse og gentage processen (forståelse og forforståelse forudsætter hinanden).

Det vil sige, at man kan forstå dele af en helhed (fx en tekst, en bygning eller en menneskelig adfærd) ud fra en forståelse af hele teksten, bygningen eller konteksten – og omvendt – i en konstant vekselvirkning.

Det lyder meget langhåret og forvirrende; men det er det ikke! Det er såmænd bare det, vi allesammen går rundt og gør – hele tiden! Vi er bare nødt til at standse op et øjeblik og beskrive denne vores ”indbyggede” automatiske analyseproces, så vi kan bruge den bevidst i vores vidensarbejde.

Vi tænker jo ikke til daglig over den socialisering, vi foretager, når vi som børn kopierer vores forældres måde at være på, og når vi som teenagere gør oprør mod den, for nu er vi i gang med at lære at stå på egne ben. Men det er dét (og meget andet), der sker i os. Og det er evnen til at se den type processer i os selv og hinanden og analysere dem, vi skal have fat i.

Og hvordan gør man så det? – Her er et eksempel fra Videnskab.dk:

Tine og Yonna drikker tit kaffe med hinanden. De har nemlig fundet ud af, at de griner utroligt godt sammen.

Yonna oplever mange vilde ting, og hun er fænomenal til at fortælle om dem. Tine er flad af grin, når Yonna fortæller om fyrenes kiksede scoreforsøg.

Når Tine griner sine lunger tomme for luft, tænker hun ikke over, at hun fortolker Yonnas historie. Men det gør hun.

  • Tine kender altså på forhånd Yonna – og hun ved, at Yonna har en sjælden evne til at rode sig ud i kiksede situationer med fyre. Den viden vil hermeneutikken kalde ’forforståelse’ – altså en forståelse, Tine allerede er i besiddelse af.
  • Da Yonna begynder sin historie med at sige ’Jeg mødte den her fyr…’, er Tine forberedt på, at historien nok – som sædvanlig – ender med en pinlig situation. Tine laver altså en fortolkning af de første ord i historien – lang tid før hun ved, hvordan den ender. Hun tager sin ’forforståelse’ og kombinerer den med dét, Yonna siger.
  • Lige så snart Yonna går videre med sin historie, bliver fortolkningen til en ny ’forforståelse’, som hun bruger i et stykke tid.
  • Den nye ’forforståelse’ bruger Tine til at lave en fortolkning, når Yonna siger: ’… han havde – seriøst – de strammeste bukser på…’.
  • Den fortolkning bliver så igen en del af Tines ’forforståelse’.
  • Sådan fortsætter det, indtil historien er fortalt færdig, og Tine kan forstå – og grine af – hele fortællingen, fordi hun har sat de enkelte dele sammen til en helhed.

Kan du huske den hypotetisk deduktive metode? (”Hvad nu hvis …?”) – Ellers bli’r du søreme nødt til at læse kapitlet om den naturvidenskabelige tænkemåde én gang til…

  • Først finder vi frem til en hypotese ud fra en observation (induktion).
  • Så drager vi en logisk konklusion (deduktion).
  • OG så tjekker vi, om den logiske konklusion er kompatibel med den oprindelige observation (falsifikation / verifikation).
Hypotetisk Deduktiv

Hermeneutikken er den hypotetisk-deduktive metode  (Semmelweis!)…

  • men anvendt på et tolkningskrævende materiale i stedet for et empirisk/logisk
    •  – og i en (principielt) kontinuerlig proces, rundt – eller frem og tilbage…
Kolbs læringscirkel
Kolbs læringscirkel. Klik på figuren for at se mere om modellen.

Det er der sådan set ikke noget nyt i. Her er et eksempel på en ret kendt model, ”Kolbs Læringscirkel” (klik på modellen og kom ind på forklarmiglige.dk – en genial side til forklaring af forskellige modeller)

Forestil dig Kolb-modellen som en opadgående spiral: Hver gang du kommer tilbage til ”Erfaring” efter en rundtur, fortsætter du videre rundt på et lidt højere niveau. Og tænk så på hele dit liv fra børnehave til i dag: Du står op – går i skole eller på arbejde – lærer en lille smule et-eller-anden-nyt – tager det til dig – går hjem, ser TV og går i seng – og står op næste morgen, en lille bitte smule klogere, og tager en ny omgang i livets manege. Og pludselig, uden at nogen kan forklare hvordan, er du blevet såå kloog… Det er hermeneutik i praksis!

Hvad kan det her så bruges til?

Et eksempel:  Et land i den tredje verden får vestlig hjælp til at bekæmpe malaria. Som led i hjælpen uddeles en brochure med en tegneserie om at tage malariapiller. Brochuren virker ikke efter hensigten – tværtimod. Hvorfor det?

Billede 1:
Patient ligger i sengen, høj feber
Billede 2:
Patient får pille af rar sygeplejerske
Billede 3:
Patient er rask og står op af sengen

Hmmm – måske fordi man i det pågældende land læser fra højre mod venstre? Okay, så lærte vi dét.

Paulus i Damaskus som tegneserie - skal læses fra højre mod venstre.
Altertavle i kirke i Damaskus, Syrien: Historien om Paulus i Damaskus, Apostlenes Gerninger kap.9, v.3-27 som tegneserie – på arabisk, hvor man læser fra højre mod venstre.

Hvilke elementer i fx et rapportskrivningsarbejde eller i noget forskning  giver mere mening gennem hermeneutiske briller end gennem positivistiske? Som hovedregel noget, der på en eller anden måde har med menneskers adfærd at gøre – noget, der forudsætter en eller anden form for fortolkning eller forståelse, fx:

  • lokal almen praksis (at læse fra højre mod venstre – at have andre sociale normer osv.)
  • skønhedsidealer og ”smag” (hvad opfattes som ”pænt”, ”dannet” og ”ordentligt” i et givet miljø?)
  • traditioner, religion m.m. (sociale normer, religiøst/kulturelt betingede spisevaner/højtider/adfærdsmønstre osv.)
  • psykologi (hvad er egentlig meningen med de handlinger eller udtalelser, vi kommer med?)
  • jura (hvilke præcedenser er der fx for fortolkning af givne love i bestemte situationer?)

I den naturvidenskabelige sammenhæng har vi som regel mulighed for at skaffe os nogle data på en (ideelt set) objektiv måde med nogle (ideelt set) objektive målemetoder og nogle (ideelt set) objektive kriterier.

I den hermeneutiske sammenhæng bliver vi sendt direkte tilbage til det 3. videnskabsteoretiske spørgsmål: Hvordan er forholdet mellem mig, der undersøger, og det jeg undersøger? (Gå evt. tilbage og læs om de 3 videnskabsteoretiske spørgsmål igen!)

Modellen her af den hermeneutiske cirkel viser, at for hver tur rundt i manegen – hver dag, hvert semester, hvert gennemført projekt, hvert parforhold – bliver vores indbyggede viden (vores ”forforståelse”) større. Og det påvirker vores svar på både det 1. og det 2. af de videnskabsteoretiske spørgsmål (”Hvilke dele af virkeligheden skal jeg udvælge og undersøge?” Og ”Hvordan kan jeg få den viden, jeg vil finde?”)  fordi vores ”forforståelse” bliver gradvist større og større, og derfor bliver vores forudsætning for at opfange ny viden også større.

Den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright er citeret for at have sagt, at ”The truth is more important than the facts.” En af mine studerende oversatte det en gang til noget i retning af, at sandheden om en bygning er andet og mere end summen af byggematerialer, tid og penge – altså det målbare. Og det er jo rigtigt; for hvor er alt det ikke-målbare som fx bygningens udseende og tilpasning til omgivelserne, dens praktiske anvendelighed til sit formål, dens rumlighed, dens bidrag til simpelt velvære – ”hyggelighed”? – Alle de elementer, der er forsøgt videnskabeliggjort i teorien om ”helende arkitektur”.

I den næste figur har jeg brugt to forskellige “behovspyramider” som illustration: COOP’s madpyramide som den rent naturvidenskabelige ernæringsvejledning og Maslows behovspyramide som den fortolkningskrævende præsentation af hierarkiet i menneskers behov.

I begge tilfælde er der tale om behovspyramider, hvor de nederste nødvendige lag skal være dækket, før vi kommer frem til de lag, der er mindre nødvendige for at overleve. Rugbrød i fundamentet, rullepølse ovenpå og så lidt italiensk salat på toppen, ikk’?

Hvordan arbejder man ”hermeneutisk” i praksis?

Hermeneutikken går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor den tyske filosof Friedrich Schleiermacher udviklede den som en metode at analysere litteratur med. En tekst skulle ikke bare være ”sand”, men den skulle forstås som et produkt fremstillet af et levende menneske på et bestemt tidspunkt i en bestemt situation.

Det er der jo ikke noget mærkeligt i i vore dage. Man ville fx ikke i dag analysere Ludvig Holbergs komedier (som er skrevet i begyndelsen af 1700-tallet) uden at tage højde, for, at manden altså levede i 1700-tallet og var et pokkers progressivt menneske i forhold til sin samtid, selv om han måske lige knap nok lever op til nutidens MeToo-idealer på alle punkter. Men da Schleiermacher fandt på det, var det altså et stort nybrud.

Vi kan selvfølgelig ikke alene ud fra vores egen helt individuelle forforståelse vide, hvordan 1700-tallets københavnere forstod en af Holbergs komedier. Men hvis vi inddrager vores øvrige viden om tiden i almindelighed, om samtidens litterære og sociale samfund og andre samtidige kilder, så er der bingo – i hvert fald så vidt, at vi på et kvalificeret grundlag kan tale om sagen med andre, der har udført samme øvelse.

Og her i vores egen samtid er det meget enklere. Tag jura som eksempel: Rigtig meget juridisk arbejde går ud på at fortolke love og præcedenser for at finde ud af, om og hvordan et stykke lovgivning (der som regel er formuleret meget generelt) kan forstås og bruges i den helt konkrete sammenhæng i en sag.

Meget psykologisk arbejde går ud på at hjælpe mennesker til at forstå sig selv og acceptere, at de føler som de gør.

Meget af arkitekternes arbejde går ud på at forstå, hvad de mennesker, der skal bo i og arbejde i husene, opfatter som kvalitet, og levere det.

Den hermeneutiske spiral er en god illustration af den humanvidenskabelige tænkemåde.
Den hermeneutiske spiral. Figuren er fra Videnskab.dk.

Og så videre.

En typisk naturvidenskabelig tilgang er den kvantitative analyse: Måle, veje og beregne. De deduktive og induktive analyser ar absolut i flertal på dette område. En typisk humanvidenskabelig tilgang er den kvalitative analyse – fx fokusgruppeinterviews og spørgeskemaundersøgelser. De giver nemlig råstof til den hermeneutiske analyse, somk meget ofte vil have en abduktiv tilgang – se artiklen Induktion, deduktion og abduktion. Man bliver klogere på fokusgruppens behov/ønsker/problemer for hver analyse og kan derfor spørge dybere næste gang: Den hermeneutiske spiral.

Så for at opsummere, gør naturvidenskaben det lettere for os at magte og forstå den fysiske virkelighed, mens humanvidenskaben hjælper os med at magte og forstå os selv og hinanden. Human- og naturvidenskab har vidt forskellige mål, vidt forskellige genstandsfelter og opererer under vidt forskellige betingelser.

Men hvordan var det så, at vi kom fra den naturvidenskabelige til den hermeneutiske forståelse? Jeg tager lige et halvt skridt tilbage og forklarer lidt om videnskabelige revolutioner.

Læs mere om hermeneutik på Videnskab.dk: Hvad er hermeneutik?

Forsæt med serien her nedenfor:

  1. Videnskabsteori i harehøjde – Indledning
  2. Fagets videnskabsteori: Det, du ikke kan undvære
  3. Hvad vil det sige at vide noget?
  4. Hvad er ”virkelighed”?
  5. Hvad er “videnskab”?
  6. Mere om videnskabelig metode
  7. Naturvidenskabelig tænkemåde
  8. Induktion, deduktion og abduktion
  9. Humanvidenskabelig tænkemåde
  10. Videnskabelige revolutioner
  11. Samfundsvidenskabelig tænkemåde
  12. Videnskabelig redelighed og videnskabelig formidling (på vej)

.

© Per Salling, Omatskrive.dk, 2024

Visits: 9