Selvcensur er en grim ting. Det modsatte – at råbe i flok uden at tænke selv – er også noget værre noget. I begge tilfælde er den bevidste, velovervejede og seriøse kommunikation af tanker og ideer nemlig suspenderet. Det er op til hver enkelt at finde balancen, og der er ikke meget hjælp at finde i den offentlige debat.
Af Per Salling
“Hvor ville verden dog blive fattig, hvis det ikke længere var muligt at sige noget, som en eller anden befolkningsgruppe kan tage anstød af! Et multikulturelt samfund, der accepterer alle sine befolkningsgruppers forskellige tabuer, vil ikke have meget at tale om,” skrev den tysk-engelske filosof Ralf Dahrendorf i 2006. Den Store Stilhed venter forude.
Det modsatte – at føle sig tvunget til at sige noget, man ikke mener, bare fordi alle står rundt om en og råber – er lige så slemt. At hyle med de ulve, man er iblandt, kan føre kedelige steder hen. Og hvorfor skal nogen presses til at bakke op om noget, som de selv helt grundlæggende ikke er enige i? Ytringsfriheden gælder jo for alle.
Det er ikke en
indskrænkning af
ytringsfriheden
at opføre sig
ordentligt!
Svend Auken
“Det er ikke en indskrænkning af ytringsfriheden at opføre sig ordentligt” sagde Svend Auken dengang i 2005, da vi første gang snakkede om de dér tegninger. Ingen emner må være tabu – det handler om måden, man gør det på.
Hvis man ikke kan lide at føle sig alene, skal man lade være med at gå steder hen, hvor andre ikke har lyst til at følge med. At kravle op på toppen af et bjerg helt alene for at vise sig selv, at man kan – det er sejt. At vade ind i et fredet naturområde midt i fuglenes yngletid for at vise, at man er hævet over at opføre sig ordentligt – det er bare dumt.
Ingen tegninger her
Kurt Westergaard og Charlies tegnere skal selvfølgelig have lov til at tegne og udkomme uden at blive truet til tavshed eller slået ihjel. Men jeg kommer aldrig til at vise deres tegninger her.
For det første handler det her på siden om at skrive, ikke om at tegne.
For det andet handler det om kommunikation som middel til at føre mennesker tættere på hinanden, ikke til at grave grøfter mellem dem.
Og for det tredje kan jeg ganske enkelt ikke lide de tegninger. Jeg synes ikke, at de er særlig sjove; men først og fremmest synes jeg ikke – og har aldrig syntes – at det er i orden at gøre grin med andre menneskers tro, alene for at vise at man ikke selv tror på den slags gammeldags pjat. Det er selvfedme – se mig, jeg tør – og ikke satire.
Den amerikanske journalist og menneskerettighedsforkæmper Glenn Greenwald tweetede det sådan dengang i januar 2015): “When did it become true that to defend someone’s free speech rights, one has to publish & even embrace their ideas? That apply in all cases?“
“All the News That’s Fit to Print”
Det ovenstående er New York Times’ motto. Det handler ikke om at udvise selvcensur, det handler om at opføre sig ordentligt. Det udlagde avisens chefredaktør Dean Baquet sådan i 2015, da han begrundede beslutningen om ikke at trykke Charlie Hebdos tegninger: Der er en forskel på gratis tilsvining og satire. De fleste af disse tegninger er gratis tilsvining.
Kommunikation, der alene taler om, at dette gør jeg, fordi jeg kan eller må, er ikke rigtig kommunikation – det er en form for primalskrig. Du er duumm! skråler den lille dreng ned til sin mobilsnakkende mor, mens han prøver at få hendes opmærksomhed oppe fra et træ.
For at værne om
ytringsfriheden
råber jeg røvhul
efter min nabo.
Peter Poulsen
Men rigtig kommunikation handler altid om, at man prøver at fortælle noget til nogen, fordi man vil dem noget. Det – at kunne sige noget til nogen på en måde, så han forstår det, og så det rører ham – forudsætter bare, at man siger det på en måde, så han forstår det. Dansk til dem, der har lært dansk. Engelsk til andre. Musik til dem, der har lært musikkens sprog. Satire til dem, der har lært dén.
Og hvad er det så, man vil sige? Ene og alene at “jeg har ytringsfrihed, æv bæv”? I digtsamlingen “Rulletekster” skriver Peter Poulsen: For at værne om ytringsfriheden / råber jeg røvhul / efter min nabo. Det er da brug af ytringsfriheden, bevares. Det er bare lidt lidt – hvis man forstår, hvad jeg mener. Så siger naboen det samme, og så er det vel slut med søndagsbajer over hækken. Godt gået …
Jeg er ikke Charlie
Det kan være i orden at gøre grin med præster og imamer og politikere og generaler og skolelærere og journalister, der siger eller gør noget dumt. Men det er ikke i orden at gøre grin med andre menneskers tro, bare for at vise at man tør. Det er intellektuelt set på niveau med drenge, der står bag skolens cykelskur og sammenligner, hvem der har den største diller, og håner ham med den mindste. (Hvad sammenligner piger forresten?)
Og det er i dén grad ikke i orden at slå andre mennesker ihjel – helt og aldeles uanset begrundelsen. Mord på journalister og bladtegnere. Mord på politiske modstandere. Terrormord. Mord som “almindelig” kriminalitet. Statsautoriteret mord under omskrivningen “dødsstraf”. Mord er mord, og det er aldrig i orden at slå andre mennesker ihjel. Dét skal vi stå op imod. Vi står bare svagt, så længe vi ikke har bedre argumenter end forsvar for retten til gratis tilsvining.
Den kommunikation, Ralf Dahrendorf taler om, er samtalen – at tale med hinanden for at gøre verden større. Men den forudsætter, at vi er på talefod. At vi finder hinanden dér, hvor hinanden er. Og uforstående hån har aldrig været et godt middel til at fremme hverken samtale eller forståelse.
Læs mere her:
- Remy M. Maisel: “Je Ne Suis Pas Exactement Charlie” – Why I condemn the killings in Paris — but don’t endorse the mockery of Islam – POLITICO Magazine
- Margaret Sullivan: A Close Call on Publication of Charlie Hebdo Cartoons – The New York Times’ Public Editor’s Journal
© Per Salling, Omatskrive.dk, 2015-2020
Hits: 963