Som jeg har vist i de to foregående afsnit, er ”viden” er ikke bare viden, uanset hvor meget vi så end er enige om hvad det vil sige ”at vide noget”. For det er ikke alle livets forhold man kan skaffe sig viden om med termometer, tommestok og vægt, og det skal vi have fat i nu. Men først skal vi lige finde derhen.
Naturvidenskaberne tager udgangspunkt i det, vi kan forholde os til gennem de 5 sanser og logikken (”den 6. sans”). Men hvad med alt det andet? Vores kulturelt betingede adfærd og traditioner, vores fysiske og psykiske behov, det der motiverer os, vores måder at kommunikere og samarbejde på, vores sociale forhold – hvordan måler og vejer man den slags? Kan man overhovedet forholde sig videnskabeligt til det?
Ja, da!
NB. Som nævnt i Humanvidenskabelig tænkemåde bruger jeg ordet ”humanvidenskabelig” og netop ikke ”humanistisk”. ”Humanvidenskabelig” er et rundt og upræcist udtryk, der i denne sammenhæng netop rummer vores kultur, adfærd, vaner, motivation, kommunikation, samarbejde osv. ”Humanistisk” er derimod koblet til det humanistiske fagområde eller ”humaniora”; og selv om der er et vist overlap, er det ikke dét, der menes her og nu.
Det vi ikke ”ved”
Fra de tidligere afsnit har vi en del ”frække spørgsmål”, der ikke er alt for godt besvaret:
- Hvad ved vi?
- Hvad tror vi, at vi ved?
- Hvor mange af vores fakta-indsamlinger er styret af, hvad vi forventer at finde?
- Hvad finder vi, fordi vi leder efter det?
- Hvad finder vi, som vi ikke leder efter?
- Hvordan reagerer vi, hvis vi finder noget, vi ikke leder efter?
- Reagerer vi overhovedet – opdager vi det overhovedet?
- Hvordan får vi spørgsmål på de svar, vi ikke har fantasi til at stille?
- Hvordan finder vi ud af det, som vi ikke ved, at vi ikke ved?
Thomas Kuhns ”paradigmebegreb”:
Thomas Kuhn (1922-96) var en amerikansk videnskabsteoretiker og filosof. Han introducerede i 1962 et billede af videnskabelige revolutioner, som på mange måder giver et godt billede af videnskabernes udvikling. Helt kort refereret ser det sådan ud:
- Forskere er ikke helt objektive. De deler paradigmer – sammenhængende ”netværk” af opfattelser og argumenter, der deles af grupper af forskere, som måske er jævnaldrende, måske har gået på de samme universiteter, måske er af samme køn, sociale baggrund, fag, videnskabelige ”skoler” osv. De har altså forudfattede meninger.
- Derfor begynder forskere i virkeligheden aldrig fra scratch – deres ”fakta” er teoriladede. Problemer:
- Mange af forskernes fakta-indsamlinger er styret af, hvad de forventer at finde.
- Hvad finder de, fordi de leder efter det?
- Hvad finder de, som de ikke leder efter?
- Hvordan reagerer de, hvis de finder noget, de ikke leder efter?
- Alle videnskaber har nogle underforståede forudfattede meninger – ”den tavse viden” – som hænger sammen og udgør et paradigme.
- Så længe et paradigme dominerer og er alment accepteret, bedriver forskerne inden for området normalvidenskab. (Det var det, Semmelweis’ kolleger gjorde!)
- Efterhånden som der opdages anomalier, trues paradigmet.
- En dag er der nogen, som konstruerer et nyt paradigme, som stemmer bedre med de ophobede fakta. Der kommer en videnskabelig revolution eller et paradigmeskifte.
Et eksempel på et sejlivet paradigme er naturvidenskabernes faste vilje til, at alt skulle være måleligt. Det måtte efterlades via en videnskabelig revolution. HER MANGLER NOGET
Eksempel: Opfattelsen af, hvordan universet er organiseret
- Den græske astronom og matematiker Ptolemæus (ca. 100-170 e. Kr.) definerede et verdensbillede, der skulle dominere i 1400 år: Jorden er universets centrum, og alle himmellegemer kredser om jorden.
- Nikolaus Kopernikus (1473-1543) og Galileo Galilei (1564-1642) slog fast, at Jorden og de andre planeter kredser om solen, der har sin faste plads i en galakse osv.
- Johannes Kepler (1571-1630) påviste, at planeternes baner ikke er cirkulære, men elliptiske. (Men han kunne ikke forklare hvorfor.)
- Isaac Newton (1643-1727) påviste tyngdekraften og kunne dermed forklare, hvorfor planeternes baner er elliptiske.
- Ole Rømer (1644-1710) viste, at lyset bevæger sig med en målelig hastighed. Det gjorde det muligt at begynde at måle på solsystemets afstande og dermed størrelse.
Hvis vi ser på denne stribe af videnskabelige landvindinger, kan vi se, at der er et egentlig paradigmeskift – et ”revolutionært” brud – mellem Ptolemæus og Kopernikus. Derefter er der tale om tilpasninger eller udvidelser af et eksisterende paradigme.
Andre eksempler på paradigmeskift, der tåler at blive kaldt revolutionære:
- Indførelsen af marxistisk økonomisk teori til erstatning for / konkurrence med klassisk liberalistisk økonomi
- Opdagelsen af DNA
Paradigmeskift kan optræde andre steder end i videnskaben. Her er et meget gammelt og et temmelig nyt af slagsen inden for byggeindustrien:
- Opfindelsen af brændte teglsten
- Den første oliekrise – behovet for isolering af huse (et eksempel på, at paradigmeskift kan blive påtvunget udefra)
Her er et par solide paradigmeskift inden for kommunikation og samfundsudvikling:
- Gutenbergs udvikling af trykkeriteknikken
- Udviklingen af IT
Og til sidst det ene tekniske gennembrud, der gav den vestlige verden global dominans i flere århundreder:
- Opfindelsen af dampmaskinen – og dermed en simpel og flytbar energikilde til industri, transport, krigsførelse, produktion af elektricitet… fortsæt selv listen. Måske den største enkelte ”gamechanger” i menneskehedens historie. Paradigmeskift!
Men én ting er sikkert: ”Nutidens forskere er ikke bedre begavede eller mere indsigtsfulde end fortidens, og faktisk bygger vi blot videre på den forskning, som tidligere tiders forskere har skabt. Og vore egne paradigmer – hvor velunderbyggede de end virker i dag – bliver før eller senere erstattet af nye paradigmer.” Aage Alstrup: Paradigmeskift og respekt for fortidens forskere
Se evt. også denne gode artikel om forholdet mellem Karl Poppers og Thomas Kuhns standpunkter: Logisk positivisme, kritisk rationalisme og paradigmeteori
Views: 2