Litteratur
Hvis du har brug for at læse mere, er her et par gode titler. Litteraturlisten er i princippet den samme som i den trykte udgave af brevbogen. Men her i online-udgaven kan jeg dels opdatere den løbende, så den altid nævner de nyeste udgaver, dels tilføje nye bøger. Enkelte af bøgerne er udsolgt fra forlaget.
- Dansk Sprognævn: Retskrivningsordbogen. 3. udgave. Retskrivningsordbogen er den officielle rettesnor for dansk retskrivning. Den findes i en online-udgave, men du skal bruge bog- eller cd-rom-udgaven for at få retskrivningsreglerne med. Uundværlig - og billig.
- Politikens Nudansk Ordbog. 19. udgave. Har ikke samme officielle status som Retskrivningsordbogen, men er mere anvendelig, fordi den har mange flere eksempler. Dens retskrivningsvejledning er til gengæld ikke nær så god. Du bør købe udgaven med etymologi (hvad ordene kommer af).
- Den Danske Ordbog. 1. udgave. Så fås det ikke større! Den helt store nudanske ordbog i 6 bind, udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Mange flere opslagsord, grundigere omtale af hvert ord og langt flere eksempler end nogen anden dansk ordbog. Prisen forhindrer nok det store salg til privatpersoner; men i hvert fald uddannelsesinstitutioner, offentlige forvaltninger og større firmaer bør ubetinget have den.
- Galberg Jacobsen og Stray Jørgensen: Politikens Håndbog i Nudansk. 5. udgave. Uundværlig opslagsbog i praktisk sprogbrug, nem at finde rundt i og med svar på alle tænkelige spørgsmål.
- Galberg Jacobsen og Skyum-Nielsen: Dansk sprog. 1. udgave. En grundbog til dansk-undervisningen på handelshøjskoler m.m. og derfor med hovedvægt på erhvervssprog. Usædvanligt velskrevet og let læselig af en lærebog på "akademisk niveau" at være, og med en guldgrube af gode eksempler.
- Gunnar Nissen: Overskuelig dansk grammatik og sproglære. 3. udgave. Det bedste bud inden for genren "lille og let tilgængelig dansk grammatik".
- John E. Andersen: Sproghandlinger på dansk. 1. udgave. En lille og let introduktion til begrebet "sproghandling" og om de forskellige typer sproghandling. Bogen kommer også kort ind på sprogets takt og tone og på magtens og afmagtens sprog.
- Brita Lønstrup: Dansk med følelse. 1. udgave. En lidt mere filosofisk bog om de forskellige slags sprog, vi går rundt og benytter os af i forskellige situationer. Velskrevet og let tilgængelig - og tankevækkende, hvis man fx kommer til at tænke over, hvorfor nyhederne i TV-avisen og TV2-nyhederne kan vække vidt forskellige følelser i os.
- Lars Daneskov: Så snak dog dansk, mand! 1. udgave. En skarp og meget underholdende debatbog om at skrive, så man bliver hørt og forstået, og om at blive taget alvorligt uden at tage sig selv højtideligt.
- Lene Rosenmeier: Få budskabet ud - om formidling af juridiske tekster. 1. udgave. En lille og præcis bog, som du kan have meget glæde af, hvis du arbejder med formidling af tungt juridisk stof - ikke kun i advokat-, men også bank-, forsikrings- og ejendomsmæglerbrancherne, offentlig forvaltning m.v.
- Grandahl og Simon: Digital kommunikation. 1. udgave. En udmærket gennemgang af de forskellige typer elektronisk kommunikation (e-mail, instant messaging, sms, chat) og en god introduktion til, hvordan man bruger Outlook som et praktisk arbejdsredskab - helt ud i hjørnerne.
© Per Salling, Omatskrive.dk, 2007