Æblegelé

Vaskede og ituskårne sure æbler med skræl og kernehus bringes i kog med en smule vand (2-3 dl pr. kg æbler) under låg. De koges ved svag varme, til æblestykkerne er møre, så saften træder ud. Lad være med at røre i mosen, men hæld den i saftpose til afdrypning ½-1 døgn.

Mål saften og sæt den over. Når den koger, drysses sukkeret i og koges med saften 10-15 min., til dråberne falder tungt fra skeen. Vanillen skæres i små stykker og koges med. Når geleen er færdig, skummes den, og konserveringsmidlet tilsættes. Hæld geleen op - sørg for at få et par stykker vanille med i hvert glas -, og luk glassene med det samme.

Til hver liter siet saft: 1 kg sukker, 1 stang vanille og ½ tsk. konserveringsmiddel.


Æblekonfekt til jul

Det "kvas", der bliver tilbage i saftposen, når saften er siet fra, masseres gennem en si, så alle grovheder er sorteret fra. Æblemassen koges op med sukker i forholdet 1:1 - forsigtigt, den brænder let på, og der må ikke røres for kraftigt.

Når massen er kogt ordentlig igennem - den skal helst småkoge 5-10 minutter - hældes den ud i en bradepande med bagepapir i et ca. 1 cm tykt lag og stilles koldt. I løbet af nogle dage stivner den og kan skæres i terninger. De skal vendes jævnligt et par dage, så de får en halvtør overflade på alle sider.

Når stykkerne har dannet en blød skorpe, kan de rulles i en smule sukker og lægges i dåse. Hvis de opbevares køligt og tørt, kan de holde sig et par måneder. Mums!