Elektrisk mellemspil

Den ældste bog på min reol er et arvestykke: Goethes "Aus meinem Leben - Dichtung und Wahrheit", trykt i Tübingen i 1811. Første kapitel begynder sådan:

"Am 28. August 1749, Mittags mit dem Glockenschlage zwölf, kam ich in Frankfurt am Main auf die Welt."

Det er et godt stykke tid før Windows XP. Og elektriciteten. Og petroleumslampen med, for den sags skyld... Alligevel - trods det snart 200 år gamle fysiske medie - er bogen stadig læselig. Og styresystemet er fuldstændig stabilt, det går ikke engang ned, når strømmen går i hele fædrelandet.

Det er altså små 200 år siden, at den lille bog blev trykt, indbundet og sat til salg på boghandlerens reol. Og jeg ser på den 13 år gamle diskette med "Victory Garden" og dens installationsvejledning til Windows 3.1 og tænker: "Wie lange noch ...?"