Skriv med fokus!

HVAD vil du sige med det, du skriver? - Og til HVEM?

Mange internetsider, artikler, bøger, breve, e-mails, læserbreve osv. har ikke den gennemslagskraft, de burde have. Der kan være mange årsager; men en meget almindelig er, at forfatteren ikke har været fokuseret på formålet med at skrive. HVAD vil du fortælle til HVEM? Det er spørgsmålet!

Af Per Salling

At finde ud af, helt præcist hvad man vil fortælle til hvem ... Det lyder så let, men er det ikke altid. Der jo så meget, man også gerne vil have med - og så mange andre, man også gerne vil fortælle det til, nu man er i gang. Men hver gang du tager lidt mere med, og hver gang du udvider målgruppen en lille smule mere, udvander du budskabet.

Det kan du finde mange gode eksempler på i avisernes læserbrevspalter. Her er et fra Politiken:

Botox by
Wonderful Copenhagen vil markedsføre København som en ung, kreativ international storby. Jo, København har da en sprællevende undergrunds- og hiphopkultur, selv om scenerne for disse er ved at blive afskaffet. Ja, Timberlake var her et par timer og vi har indiskutabelt meget lækkert design at imponere japanere og amerikanere med. Men en ung by? Det klinger sært friskfyragtigt, som om byens lange historie kan reduceres til et pinligt geriatrisk urbant kiks; Absalon?! - det var da ham, der sendte et album på gaden sidste år ...
Måske er udgangspunktet, at turisterne er for blaserte til at blive imponeret over fortidens præg på byen? Men det er da mere reelle værdier at satse på.

Nu er der jo en hel stor Politiken med en masse velskrevet tekst lige rundt om; så hvorfor skal nogen bruge tid på dette? Konkurrencen synes urimeligt hård.

Men du har altså besluttet, at du vil skrive din mening, og du vil have den læst. Så må du arbejde for sagen:

(Nej, mere skal det ikke fylde!)

Skriver du fx et læserbrev til din ugeavis om, at den lokale kommuneskole har sparet den årlige feriekoloni væk, skal du være præcis om, hvad du specielt er vred over: at det som sædvanligt går ud over børnene, at der skal spares - at det er en 108-årig tradition, der brydes - at det ødelægger muligheden for at skabe netværk på tværs af årgange og klasser - at det går ud over de svageste børn, hvis forældre ikke har råd til ferierejser … Det handler om synsvinkel.

Når du har synsvinklen på plads, kan du beslutte dig for, hvem du henvender dig til: Skoleledelsen, byrådet, de andre forældre … Alle andre må selvfølgelig gerne læse med, men du er nødt til at vide med dig selv, hvem du specielt henvender dig til, for at kunne formulere dig præcist.

Du er nødt til at besvare de spørgsmål udførligt for dig selv, før du kan overskue helt klart, hvad det egentlig er, du prøver at fortælle til hvem. Og du bør gøre det skriftligt, så du dels får formuleret det helt færdigt, dels kan fastholde dig selv på det. Først derefter er du klar til at skrive for alvor.

Mange vil straks begynde at arbejde med, hvordan de skal formulere budskabet. Det er ofte en dårlig idé, for det kan let dreje dit fokus væk fra dem, du skriver til, og ind mod dig selv.

Men det handler ikke om, at du skal tilfredsstille dig selv med nogle smarte formuleringer. Du skal formulere dig, så du trænger igennem til dine læsere med ord og sætninger, der taler direkte til dem - intet andet. Du skal skrive, så du bliver læst og forstået, og så du gør indtryk.

Når du tror, at du er færdig - når du har skrevet det første udkast og rettet det igennem 1-2 gange - så kig lige på den gule post-it igen: Hvad er det, du vil fortælle, og til hvem? Så er tiden inde til at stille dig selv 10.000 kr.-spørgsmålet med al den brutalitet, du kan mønstre: På en skala fra 1 til 10, hvordan synes du så selv, at det går?

Derefter er der kun ét at gøre. Lad være med at fortvivle, og lad være med at give op. For du er langt, langt bedre stillet, end da du begyndte. Du har nemlig en tekst at begynde at rette i. Den er sikkert udmærket; den er bare ikke fokuseret nok. Men det bliver den.

Boksen

  1. Næste gang du bliver virkeligt vred over et eller andet i din kommune, så skriv et læserbrev til den lokale avis. Følg fremgangsmåden ovenfor.
  2. Vær opmærksom på ikke at virke mere vred end seriøs.
  3. Læg læserbrevet til side en dags tid, og find det så frem igen. Tænk igen over: Hvad vin du sige - og til hvem? Er det lykkedes?
  4. Skriv det igennem og forkort det med en tredjedel. Blev det bedre? Hvorfor?
  5. Send det.


Se også disse artikler:



JavaScript Menu Courtesy of Milonic.com