Kender du Wordle? Et lille sjovt ord-legetøj, som man kan bruge en masse tid på, men som faktisk også kan bruges til noget fornuftigt.
Af Per Salling
Wordle er ganske vist ikke nogen nyhed, men måske kender du den ikke. Jeg genopdager den med jævne mellemrum, og hver gang sidder jeg og leger med den den halve nat.
Wordle er med egne ord "... a toy for generating 'word clouds' from text that you provide. The clouds give greater prominence to words that appear more frequently in the source text." For ord-elskere er Wordle en helt uimodståelig gimmick. Den tager nemlig ikke bare ordene og laver dem om til en sjov, smuk eller dekorativ grafik - den gør det også på en måde, så de vigtigste ord bliver fremhævet.
Skrev jeg "de vigtigste"? Jeg mente "de hyppigste". Og der er en forskel - somme tider også en større forskel, end jeg som skriverkarl selv har lyst til.
Her er den "word cloud", som Wordle skabte ud fra min artikel Citater og citatteknik. (Den kan se ud på 20 andre måder - prøv selv!) Og jeg blev overrasket, da jeg så den. (Klik på den for at få den forstørret.)
Jeg skal måske have fat i artiklen igen.
Ja, prøv fx at studere en politikers tale efter en tur gennem Wordle. Eller sammenlign to politikeres taler. Her er Lars Løkke Rasmussens tale til Venstres landsmøde 2009 sat over for Pia Kjærsgaards tale til Dansk Folkepartis landsmøde.
Netop dette: At tælle ord og synliggøre resultatet grafisk, det er fikst i mange sammenhænge.
Det amerikanske meningsmålingsinstitut Pews Research spurgte op til det seneste præsidentvalg et stort antal amerikanere, hvad de mente om de 4 præsident- og vicepræsidentkandidater; og de offentliggjorde resultatet som Wordle "word clouds". Hovedindtrykket for de 4 var: McCain: gammel! Obama og Palin: uerfarne! Biden: erfaren! Interessant, ikke mindst i lyset af valgresultatet. (Se Pews Researchs artiklel med de 4 "word clouds" her .)
Du kan også bruge Wordle til at tjekke dine egne tekster. Er du fx en af dem, der altså bare æælsker at skrive "altså" eller "såfremt" for hver 3. linje?
Eller du kan lynhurtigt finde ud af, hvad hovedbudskaberne har været i de danske statsministres nytårstaler siden 2. verdenskrig. Talerne ligger på ministeriets hjemmeside, lige til at sende en tur gennem Wordle ...
Kun fantasien sætter grænser. Prøv selv!
Artikler om tilgrænsende emner: