 |
 |
|
|
Her finder du små, hurtige betragtninger over det danske sprogs finere finurligheder - nogle af egen avl og egne observationer, andre fremprovokeret af spørgsmål fra læsere, kolleger og kursister.
Man kan ikke høre forskel, så mange kommer i tvivl. Men der er en ret præcis betydningsmæssig skelnen, så det bør egentlig ikke være alt for svært:
Ad betegner en retning eller bevægelse langs, gennem eller hen mod noget:
Det gælder også i overført betydning:
Af betegner en bevægelse ud eller væk fra noget, også fx en del, der tages ud af en større mængde:
Det gælder også i overført betydning: på grund af noget:
I enkelte tilfælde er der valgfrihed. Det skyldes, at ordet kan forstås på begge måder:
22/4 2007
Vi bruger anførselstegn i 2 situationer: Ved replikker og citater samt ved navne, titler og ord, der tages forbehold for - altså ord, som på en eller anden måde fremhæves. Kommaproblemet (som også gælder punktum og andre tegn) eksisterer selvfølgelig kun ved "anførselstegn slut".
Hvis det citerede i sig selv er en hel sætning, skal sætningstegnet stå før anførselstegnet:
Retskrivningsreglerne rummer en mulighed for dobbelt tegnsætning efter en replik, der slutter med fx udråbs- eller spørgsmålstegn (RO §65.4):
Hertil kan jeg kun sige: Lad være! Det er formelt lovligt, men de fleste vil rynke på næsen ad den slags tegn-inflation.
Ved citater inde i en sætning skal komma (og punktum og andre tegn) sættes efter anførselstegnet:
30/7 2009
Må man skrive Nansensgade's Kiosk, Leif's Bodega eller Glostrup's store byggemarked? NEJ!
Apostrof-s i ejefald (også kaldet genitiv-s) bruges på dansk kun, når navnet eller navneordet ender på s, x eller z: Hans' bil, Marx' manifest, Lorenz' far, samt efter forkortelser: IBM's overskud, HK's medlemmer.
I alle andre tilfælde er apostrof-s fy-fy!
14/11 2006
Så kom den igen, denne gang serveret af en nyhedsoplæser i Radioavisen:
Og allerede dagen efter supplerede en københavnsk toppolitiker samlingen med dette udsagn (som jeg i øvrigt rent indholdsmæssigt er aldeles enig i):
Og det kan godt være, at det er både rigtigt og sympatisk - men sprogligt set er det altså forkert.
De må ikke blandes!
Det vil sige, at formuleringen *"både politikere, men også journalister kan finde på det" er sprogligt forkert - uanset hvor mange gange du hører det i radio- og TV Avisen og læser det i din daglige gratisavis.
Nå - der er håb forude. Ikke kun gymnasieelever, men også journalister og politikere kan faktisk godt lære både at skrive og at tale nogenlunde korrekt. Læs og lyt selv, og find de gode eksempler!
14/7 2007
Er dette den samme dato?
Er du nu HELT sikker? - Hvor meget tid skal du bruge på at tænke over det?
De danske regler for datoangivelser er på papiret meget liberale. Men det betyder ikke, at alt er lige godt; for der er en stærk dansk (og europæisk kontinental) tradition for at skrive datoer på én måde (dag-måned-år) og en engelsk/amerikansk tradition for at gøre det omvendt: år-måned-dag.
Det betyder, at
De almindeligste måder at skrive en dato på efter den dansk/kontinentale tradition er:
Selv om der er andre tilladte muligheder (se Retskrivningsordbogen §66), bør du benytte en af disse måder - simpelthen fordi de er de almindeligste. Det betyder nemlig, at de ikke trækker opmærksomheden til sig på bekostning af brevets øvrige indhold.
14/11 2006
Dette er et drilsk problem; for de to ord ligner hinanden til forveksling, er somme tider det samme ord og betyder somme tider det samme - men kun somme tider.
Enkel er et tillægsord, som betyder noget i retning af "simpelt"; det kan gradbøjes helt normalt: enkel(t), enklere, enklest.
Enkelt kan både være intetkøn af tillægsordet enkel og et helt andet tillægsord: Enkelt - noget der kun er én af. Dette "enkelt" kan ikke gradbøjes, for noget kan jo ikke være mere eller mindre det eneste eksemplar af et eller andet.
På den måde - ved at prøve at gradbøje ordet - kan du finde ud af, om en enkel(t) behandling er en ukompliceret behandling, eller om den bare er den eneste, der skal udføres. Hvis det første er tilfældet, skal ordet følge navneordets køn: en enkel (ukompliceret) behandling. I det andet tilfælde skal det altid ende på -t: Nu mangler han kun en enkelt behandling, og så kan han begynde på jobbet igen.
18/2 2007
Det er let nok at finde grundleddet (subjektet) her: "Ole sad på en knold og sang." Men hvad så her: "Det kimer nu til julefest" ... ? Hvad for noget "det" er det, der kimer?
Det er helt rigtigt, at "det" er grundled, rent grammatisk - også selv om vi ikke kan se "det" for os. Sådan et grundled kalder man et formelt grundled: Et konstrueret eller fiktivt grundled, som bliver sat ind, fordi den sætningskonstruktion nu engang kræver et grundled, mens udsagnsleddet ikke rigtig tillader det.
Et andet, men lignende "det" finder vi her:
Her er det reelle grundled faktisk til stede, og vi kan se det. Men det står det forkerte sted - enten som en hel ledsætning eller som et efterhængt led. Og i begge tilfælde kræver sætningskonstruktionen, at vi sætter et "det" ind på den plads, hvor grundleddet normalt skulle stå. Det "det" kalder vi et foreløbigt grundled.
Altså:
28/8 2008
Førstevalg, andengradsforbrænding, tredjeplads og fjerdemand...
Vi kender alle sammen disse ord, der er sammensat af et ordenstal og et navneord. De er hele ord. De skal skrives i ét ord, og de skal skrives helt ud.
Førstevalget er det, man allerhelst vil have. I modsætning til dét er "det første (eller 1.) valg" blot det første valg, man udsætter sig for at skulle træffe ved at blive født. Når det er truffet, kommer det andet, det tredje osv.
Andengradsforbrænding (eller -ligning) er en forbrænding (eller ligning), der opfylder en bestemt, præcist defineret kvalifikation. "2. grad" er snarere den anden grad nordpå, målt fra ækvator - eller måske betegnelsen for en trafikfunktionær af 2. grad.
Tredjepladsen er den plads, der indbringer en bronzemedalje, hvorimod 3. plads er et sted oppe bagved og ude til siden i cirkus.
Fjerdemanden er ham, man altid mangler til en whist. Den fjerde mand er bare ham, der kommer efter den tredje.
Det vil sige: Fjerdemand er ét, og den fjerde mand noget helt andet. Og man kan kun erstatte "fjerde" med "4.", hvis ordenstallet og navneordet bagefter ikke hænger sammen i ét ord.
Så den 1. elsker er måske nok et sødt minde; men førsteelskeren venter hun stadig på ...
3/12 2008
Man støder ofte på udtryk som
Men det er forkert, alt sammen! Afgøre, færdiggøre nedgøre, opgøre, redegøre, rengøre, udgøre osv. er alle sammen sammensætninger med "gøre", og de skal bøjes på præcis samme måde: Jeg gør, jeg gjorde, jeg har gjort.
Altså:
Og nej - der er ingen valgmulighed på dette punkt.
30/11 2009
Det er et almindeligt spørgsmål: Skal der være -e- efter en trykstærk vokal i et udsagnsord?
Syr min mor, eller syer hun? Rir eller rier hun først? Dur plæneklipperen, eller duer den? Gås eller gåes der til makronerne, når vi går (gåer?) julegåsen efter, før vi fylder den med æbler og svesker?
Reglen er heldigvis nem:
Så rier, syer og duer er OK. Men vi går til folkedans, mens rugen drær. Og grønsagerne skal tøs op før brug ...
10/2-2010
"Han tog hans hat og gik hans vej" - hans eller sin?
Hvis grundleddet står i ental og er "ejermanden" i en sætning, skal man bruge sin/sit/sine:
Står grundleddet i flertal, skal man bruge deres:
Når det, man henviser til, er noget andet end grundled, skal man bruge hans/hendes/deres:
I den næstsidste sætning er det altså en andens cykel, "han" kører på.
En skjult sætning er en sætning, der har mistet sit grundled og er blevet sluset ind som led i en anden sætning:
Der skal stadig stå "sin", selv om det ikke viser tilbage til et grammatisk grundled; for det viser tilbage til det logiske "grundled" - den, der handler - i den skjulte sætning: "den berusede person".
Her skal man passe på, for teksten kan blive dobbelttydig:
I den første sætning kan man ikke se, om det er anmelderens eller konens psykiater, der skal ringes til. I den anden ved vi ikke, hvis seng den nøgne person ligger i - sin egen eller kvindens. Her må man enten omformulere sætningen eller bruge "hans/hendes", selv om det formelt er ukorrekt.
I langt de fleste tilfælde fremgår det dog af sammenhængen, hvem sin/sine henviser til. Men det kan godt se (ufrivilligt) underholdende ud:
Huskeregel: Sin-min - hans-hans
20/10 2009
Når en bisætning følger efter en hovedsætning, begynder bisætningen ofte med et bindeord. Det bindeord hører til bisætningen, og derfor skal kommaet stå før det:
Men somme tider står der et forholdsord før bindeordet. I de tilfælde bliver forholdsord og bindeord til ét samlet udtryk, og kommaet skal stå før forholdsordet.
Det er fejl i denne situation, gammeldags sproglærere kalder ”idiotkomma”, fordi de selv synes, at det er jo så let ...
24/9 2005
En gammel skolekammerat påpegede en fejl i min artikel "Skriv FØRST - redigér BAGEFTER", hvor jeg skriver: "Her og nu vil jeg nøjes med at give dig et råd: Gør som mig!" Der skal vel stå "Gør som jeg (gør)", mente han. Ja - og så alligevel nej.
På dansk bøjer vi jo kun navneord i nominativ og genitiv (ejefald)(med -s). Men akkusativ eller "genstandsfald" findes også på dansk, og i de personlige stedord bliver det synligt.
Efter sammenligningsudtryk med "end" og "som" bliver det mere vanskeligt, og her kan man komme i tvivl:
Hvis du skriver sætningen om, så sammenligningen bliver til en hel sætning, bliver det lettere:
Så det formelt korrekte er altså:
MEN så er der det, at vi ofte føler det korrekte valg unaturligt. Der kan nemlig der på dette punkt være stor forskel mellem det formelt korrekte skriftsprog og det almindelige talesprog. For eksempel vil langt de fleste af os føle det helt naturligt at sige: "De er flere end os." Eller "For de af medlemmerne, der har børn, vil der blive arrangeret en juletræsfest." Eller "Dem henne på hjørnet har haft indbrud igen"; og alle de sætninger er formelt set ukorrekte.
Sproget.dk citerer Håndbog i Nudansk på dette punkt: "Efter ordene end og som er det sikrest at følge hovedreglen og skrive fx "Han er større end jeg". Men det er også almindeligt at bruge akkusativ uanset hvad led pronomenet er i sætningen, fx "Han er større end mig", og denne brug af akkusativ bør ikke regnes for forkert."
Der er i øvrigt heller ikke noget nyt i den. Se fx Paul Diderichsens "Elementær Dansk Grammatik" s. 109 - og den er fra 1946.
Der er nogen, der er blevet irettesat for at sige eller skrive fx "Ingen har betalt større skatter end os borgere." (... , end vi borgere har.) De har fået at vide, at det hedder "vi borgere" – men uden at forstå hvorfor og hvornår. Så nu fortsætter de med at skrive:"Der bliver aldrig taget hensyn til vi borgere", og det er altså lige så (formelt) skrupforkert, som det lyder! Altså:
Håndbog i Nudansk har en udførlig gennemgang af de forskellige situationer, hvor der kan være tvivl, og af forskellene mellem det uformelt brugte og det formelt korrekte. Læs den!
30/10 2009
Der er gennem tiden spildt megen god energi på at overveje, om man skal skrive "vi" eller "jeg" i forretningsbreve.
"Vi" er den traditionelle løsning, og den ser umiddelbart også logisk ud; for man skriver på vegne af sin organisation, og det må jo være "os". Men der er store ulemper ved "vi".
For det første kan indtrykket blive upersonligt og ansvarsforflygtende, og det er ikke godt. For det andet kan modtagerens kontaktmulighed blive upræcis, og det er endnu værre.
Her er en god løsning fra et forsikringsselskab:
"Vi har modtaget din anmeldelse om det-og-det. |
Altså:
Det er en glimrende løsning, fordi den åbner for, at afsenderen kan gå over i jeg-form, så snart det er passende; og det gør altid et godt indtryk på modtageren, når underskriveren står frem som menneske i stedet for at gemme sig bag selskabets autoritet. Ansvarsfordelingen mellem selskab og sagsbehandler bliver klar, og modtageren kan let finde et menneske at henvende sig til.
Kan man skrive "vi" og "jeg" i samme brev? Ja, det kan man godt; men selvfølgelig skal man da holde tungen lige i munden. Som altid, når man skriver.
6/1 2009
"Komiker, Jan Gintberg, og journalist, Martin Krasnik, diskuterer om at karrikere Sarah Palin og John McCain" (Skilt på skærmen på den amerikanske valgaften - TV2 Nyhederne) Hvad er der galt her?
Den slags kommaer er kendt som "parenteskommaer", og de optræder tit i forbindelse med navne:
MEN:
Forskellen er, at i de to første eksempler kan ordene mellem kommaerne undværes: Statsministeren bor i Helsinge. Men i det nederste eksempel går det ikke: *Statsminister bor i Helsinge. Hvorfor ikke?
I de to første eksempler er komma-parentesens indhold en forklaring af, hvad det er for en statsminister (eller en Lars Løkke Rasmussen), vi mener. Den forklaring kan undværes, uden at sætningen bliver umuligt - rent grammatisk, i hvert fald. Det kaldes apposition eller navnetillæg.
Men i det nederste eksempel er "Statsminister Lars Løkke Rasmussen" en helhed, som ikke kan splittes op. Ordet "statsminister" alene dur nemlig ikke som grundled i sætningen, når det står i ubestemt form.
24/6 2009
Flere har bedt mig skrive lidt om problemet med at bruge "ligge" og "lægge" rigtigt, senest med udgangspunkt i en overskrift fra Erhvervsbladet: "Et overbud af aktier fra fem nordiske finansselskaber kan ligge en dæmper på kursudviklingen i finanssektoren". Det er jo forkert.
Ligge og lægge hører sammen på samme måde som sidde og sætte, springe og sprænge. Forskellen er den, at det første ord bruges uden genstandsled: man kan ligge (stille), sidde (blødt) og springe (højt), men det andet ord kræver genstandsled: man kan lægge et æg, sætte kanden på bordet og sprænge Langebro i luften. Det sidste bør man dog lade være med.
Man ligger, sidder og springer - men man lægger, sætter og sprænger noget. Altså:
Du kan prøve at omskrive ordet med "få til at", hvis du er i tvivl:
Hvis vi tager overskriften fra Erhvervsbladet igen, kan vi altså sige, at overbuddet af aktier kan lægge en dæmper på kursudviklingen, det vil sige få dæmperen til at ligge der - og så ligger den, hvor den blev lagt; for problemet findes jo ikke kun i nutid.
Og ja - jeg ved godt, at man visse steder i landet med sindsro siger, at "jeg har lagt i sengen hele sidste uge"; men det er altså ikke korrekt rigsdansk!
Kan en læggehøne så få liggesår? I princippet ja - men kun, hvis den ligger på æggene efter at have lagt dem ...
11/11 2005
Tak for mange kommentarer til emnet. Specielt tak til min gamle kollega Ebbe Nielsen, som gør opmærksom på, at der jo både findes læggehøns (som lægger æg) og liggehøns (som ligger og ruger på æggene) - og at sidstnævnte faktisk godt kan få læggesår, hvis de kommer til at lægge et æg og pådrager sig et sår i måsen ved den for dem uvante anstrengelse ...
Et supplerende spørgsmål går på "grundliggende" og "grundlæggende"; begge ord står nemlig i ordbogen som ligeberettigede muligheder. Hvad skal man så foretrække?
"Grundliggende" er først dukket op i Retskrivningsordbogen i 1996 - indtil da var "grundlæggende" eneste mulighed. Begge ord kan afledes helt logisk af henholdsvis "ligge" og "lægge":
Politikens Håndbog i Nudansk anbefaler at bruge "grundlæggende", måske fordi "grundliggende" først er blevet accepteret for ganske nylig, og nogle (ældre) læsere derfor kan tro, at det er en stavefejl. Argumentet er nok lidt tvivlsomt; ord dukker først op i Retskrivningsordbogen, når de allerede har en vis udbredelse i virkeligheden. Men det er jo praktisk, at vi er enige om, hvordan vi staver, så jeg vil anbefale "grundlæggende" - om ikke af anden grund, så fordi det helt sikkert er det almindeligste.
2/12 2005
Der er intet ord i den danske retskrivning, der skal skrives med accent (trykstreg eller på fransk: accent aigu). Og generelt anbefaler sprognævnet, at man holder sig tilbage og kun bruger accenter, hvor det letter forståelsen. Dér kan de til gengæld være meget nyttige for læseren.
Et oplagt sted at bruge accent er ved ord, der stavemæssigt kan forveksles med andre ord, og hvor kun trykket adskiller dem:
Her kommer "mén" ind i billedet. Mange har kigget i Retskrivningsordbogen og konstateret, at der står "men". Men men kan forveksles med men (altså netop ikke men) i løbende tekst; og selv om læseren nok ikke vil misforstå teksten i sammenhængen, kan han eller hun sagtens blive nødt til at springe tilbage: Hvad stod der...? Nåeh ja. - Og det er jo fuldstændig unødvendigt, når det nu er legalt at skrive "mén".
Kig selv i Retskrivningsordbogens § 5 - det får du ikke mén af!
28/1 2006
Ja, hvorfor ikke? Det forudsætter selvfølgelig, at "Og" indleder en hel sætning; men ellers er det grammatisk set helt problemfrit.
Nej, det er der ikke - sådan set. For der er alligevel 2 ting, du skal være opmærksom på.
For det første skal der altså være en hel sætning efter punktummet. "Sætninger" som disse går ikke:
Den slags kan gode skønlitterære forfattere og meget gode reklametekstforfattere slippe af sted med uden at brække øjnene på læseren, for de ved, hvad de gør. Men for de fleste af os bliver det lige så grimt som i eksemplet her.
For det andet er der en logisk grund til, at så mange (fejlagtigt) tror, at man ikke må.
"Og" er vores stærkeste bindeord; det forbinder ord, udtryk og sætninger, som hører stærkt sammen, og derfor kan et punktum før "og" godt give oplevelsen af en logisk forbindelse, der bliver afbrudt.
Kombinationen "punktum + og" er et meget effektfuldt stiltræk, som kan give teksten en særlig betoning og en vinkling af det indhold, modtageren opfatter: en kunstpause, der understreger det følgende.
Krydderier er en forudsætning for at lave god og spændende mad, men de skal bruges med måde. Det samme gælder sprogets særlige effekter, som "punktum + og" er én af. Så næste gang du griber dig selv i at begynde med "Og" efter et punktum, bør du kigge lidt på sammenhængen.
15/9 2007
Sådan kan man da ikke skrive! - Og hvorfor så ikke? - Jamen … det - det lyder da grimt … det må da være forkert! Det må da hedde "… om, hvorvidt den sigtede vil erklære sig skyldig"!
Nåh ja. Det lyder grimt, og så må det være forkert. Vi lader argumentationens logik hvile i fred og ser i stedet på grammatikkens love.
Der er absolut intet grammatisk ukorrekt i sætningen ovenfor! Det 2 "ommer", der ser så grimme ud i hinandens selskab, hører til i hver sin sætning, og der er de brugt aldeles korrekt:
Der er mange eksempler på, at 2 ens ord kan gnubbe næse hen over et komma uden at vække offentligt anstød:
Til gengæld kan der være et problem, hvis de to ord står ved siden af hinanden inden for samme sætning:
De eksempler er ganske vist også fuldstændig korrekte i grammatisk henseende, men de fleste vil formodentlig anse dem som lidt klodset udtrykt - noget, man vil forsøge at omformulere.
Og det gælder altså af en eller anden uransagelig grund også om, om - selv om de 2 ommer står i hver sin sætning og derfor burde være hævet over enhver anklage for dårligt sprog.
Du har 2 muligheder:Men du bør ikke udskifte det ene "om" med et "hvorvidt"! "Hvorvidt" er et gammeldaws og støvet ord, der fuldt berettiget er ladt tilbage i forrige århundredes sproglige rendesten. Skriver du "… om, hvorvidt den sigtede vil erklære sig skyldig", så udsætter du dig for mistanke for at være en gammel mand med langt gråt skæg. Sådan en som mig.
15/9 2007
"st-sp-sk - du aldrig dele må!" har lærere terpet langt op i tiden. Men det er løgn; vi må godt - og det har vi måttet lige siden den store retskrivningsreform i 1955!
Der er helt faste regler for orddeling, og de har ligget fast siden reformen i 1955. Der er ikke kommet nye regler for nylig, og det er ikke tilladt at dele ord, fuldstændig som det passer én, selv om der er en vis valgfrihed.
Her er de vigtigste principper:
Og så er der den lille hilsen fra Retskrivningsordbogen til os ældre medborgere. "I ord med en konsonantforbindelse mellem vokaler deles der som hovedregel foran den sidste konsonant i forbindelsen: eks-pert, gis-pe, kas-ket, tørs-te ..." Sådan har reglen været siden 1955 ...
6/1 2009
På dansk sætter vi ord sammen, så de sidder sammen. Antenneudvalgsformandsvalg. Markedsføringsbidragsansvarlig. Og for det meste finder vi ud af at læse de sammenbragte ord, for vi er vant til teknikken, og når de så bare er sat sammen af let genkendelige dele ...
Men somme tider skal man alligevel lige springe tilbage i teksten og tage et ord én gang til. Hvad fx med "superkonfliktsky amerikanskyemenitisk odenseimam"?
Mange har en modvilje mod bindestreger som opdeling af svære ord. Det lugter lidt af 2. klasses læsebog: "Marie havde en fin mad-pakke med på skov-turen". Men den slags læsehjælp kan godt være på sin plads, ikke mindst når man går i gang med at konstruere nye ord til lejligheden. Og det gør nogle journalister og andre "professionelle" sprogbrugere altså med stor fornøjelse.
Sammenkædningen ovenfor kan selvfølgelig opløses sådan: "super-konfliktsky amerikansk-yemenitisk odense-imam"; men 3 pædagogiske bindestreger i træk er både grimt og afslørende for skribentens selvfede stil. Så en blanding af bindestreg og omskrivning må være vejen frem: "en konfliktsky amerikansk-yemenitisk imam i Odense ..."
10/2-2010
Normalt polemiserer jeg aldrig mod Dansk Sprognævn. Retskrivningsordbogen (den grønne) er lov, og sådan er dét bare. Men i retskrivningsreglernes § 61 stk.3a står der ikke desto mindre noget sludder, heldigvis på et mindre vigtigt punkt.
"Punktum, semikolon og komma sættes altid efter parentesen, og der sættes ikke semikolon eller komma foran parentesen." Det sidste er jeg selvfølgelig enig i. Men det første afhænger altså af teksten:
I det første eksempel er et semikolon eller en tankestreg foran ledsætningen blevet erstattet af en parentes. Hele parentesen står altså inde i hovedsætningen, og punktummet står på sin plads efter parentesen - der, hvor hovedsætningen slutter.
I det andet eksempel står hele sætningen inde i parentesen - så det gør sætningens punktum selvfølgelig også.
Altså: Hvis du sætter parentes om en hel sætning med stort begyndelsesbogstav osv., så skal sætningens sluttegn - punktum, udråbs- eller spørgsmålstegn - med ind i parentesen. (Selv om sprognævnet mener noget andet.)
28/8 2008
som eller der
Ikke mange sproglige spørgsmål er indhegnet af så mange kreative tommelfingerregler som brugen af som eller der i begyndelsen af ledsætninger. Men her er de rigtige:
som der
Sammensætningen som der er tit ukorrekt; men somme tider er den en korrekt valgmulighed, og i enkelte tilfælde er den det mest korrekte:
Det er let at kende de korrekte som der-sætninger fra de ukorrekte:
Er du i tvivl, kan du altid satse sikkert og nøjes med der; det vil i praksis aldrig blive anset for forkert.
25/6 2006
Det er et spørgsmål, som driller mange - ganske som det med ligge og lægge. Men sagen er altså, at der er tale om 2 forskellige udsagnsord:
Det vil sige, at vandrørene er sprængt, fordi frosten har sprængt dem; men sikringerne er sprunget helt af sig selv. (Medmindre vi ved, at det er en eller anden kortslutning, der har sprængt dem.)
For at sige det på grammatisk:
Derfor kan "springe" ikke have genstandsled, mens "sprænge" normalt har det. (I princippet altid; men du kan godt forestille dig en minearbejder, der råber: "Hold jer for ørerne, vi sprænger nu!" Dermed mener han jo ikke, at han hopper ud fra 4. sal, men at han gennemfører en sprængning af noget klippe.)
30/11 2009
Et spørgsmål, der jævnligt dukker op, er: Skal forkortelser med stort eller småt? Hedder det CD eller cd, PC eller pc, EDB eller edb? Reglerne er forholdsvis enkle.
Navne staves altid med stort. Så når de forkortes, skal forkortelsen også skrives med stort: Poul Henningsen bliver til PH (og derfor PH-lampe) og så videre: B.T., St. Heddinge, Kbh., Chr. V’s Da. Lov.
Initialforkortelser er en særlig type navneforkortelser, som er sammentrækninger af begyndelsesbogstaver fra flere ord eller orddele: USA, FN, KFUM, OPEC. Nogle af disse forkortelser er efterhånden i dagligsproget blevet til almindelige ord, som kan læses og skrives som navne i sig selv: Nato (eller NATO), Unesco (eller UNESCO) osv.
Andre navneord forkortes enten med store eller små bogstaver efter disse regler:
Bogstaver "i løs vægt": Der er en række situationer, hvor bogstaver bruges løsrevet uden at være forkortelser. Der kan være tale om former: T-shirt, I-jern, U-rør, V-udskæring. Eller det kan være betegnelser for rækkefølge, kvalitet, gruppe eller lignende: A-æg, B-menneske, C-vitamin, D-skål, E-tog, opgang F. Her er enkeltbogstavet altid skrevet med stort.
Vil du vide mere, så kig f. eks. i Retskrivningsordbogen side 632-649 (2001-udgaven).
(24/9 2005)
En læser har sendt mig en note om artiklen om store og små bogstaver. Han gør opmærksom på, at sandheden om forkortelser af måleenheder ikke er så enkel endda; det internationale SI-system bruger små og store bogstaver mere eller mindre i flæng, og det smitter til en vis grad af på danske forhold. For eksempel forkortes volt "V" - også på dansk.
På den anden side: Selv om SI-systemet bruger stort "L" som forkortelse for liter, foreskriver Dansk Sprognævn forkortelsen "l". Det sker dels i et forsøg på at standardisere retskrivningen af de almindeligste former mest muligt, og dels som konsekvens af, hvad folk rent faktisk skriver. Og det må vi rette ind efter, for som der står i Lov nr. 332 af 14.5.1997 om dansk retskrivning (Lovtidende A side 1521), §1: "Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog."
Den situation, at ord skal staves (eller forkortes) på én måde på et fagsprog og på en anden i almindeligt dansk, kender vi fra andre områder end fysikkens. Læger taler og skriver f. eks. om "shock" og "asthma", i begge tilfælde præcise medicinske betegnelser for bestemte tilstande eller lidelser. Men alle vi andre har altså bare at skrive "chok" og "astma" til daglig - og at forkorte liter med lille "l" -, for sådan står der i Retskrivningsordbogen.
Så må vi trøste os med, at det til gengæld er tilladt at skrive majonæse og tus.
13/10 2005
- Og hvad er så "sætningsknuder"? Det er sætninger, der lyder helt fornuftigt, når man siger dem, men som på tryk ser ud, som om de er faldet på gulvet og gået i stykker - og så samlet op og sat forkert sammen igen. Det er de sådan set også.
Læs lige den sætning højt. Den lyder da fint nok, ikke? Jovist; men prøv så at analysere den lidt ud i hjørnerne - ikke bare kryds og bolle, men også trekant (genstandsled, altså). Så ser du, at der "i virkeligheden" står: Man kan ikke forvente, at folk kan forstå den slags.
På dansk er vi rigtig gode til at fremhæve det vigtigste i en sætning ved at hive det op foran. Somme tider mere vellykket end somme tider ... Men i talesproget fungerer det fortrinligt:
Det virker bare ikke altid på skrift! Du kan meget let komme til at skrive sætninger, som folk skal læse både 2 og 3 gange, før de har fattet. Og næsten lige så slemt: Du kan meget let komme til at skrive sætninger, som du ikke selv kan finde ud af at sætte komma i. Det sidste er der en løsning på: Læs om den i artiklen "Dansk komma". Men det første er et problem, som du kun kan løse ved at undgå det.
Sætningsknuder hører hjemme i talesproget!
Normalt råder jeg folk til at læse deres tekster højt, når de læser korrektur på dem. Hvis de er lette at læse højt for dig selv, er de formodentlig også lette at læse for andre. Men netop ved sætningsknuder er der en undtagelse. Så lad være med at bruge sætningsknuder på skrift, medmindre du er nogenlunde sikker på, hvad du gør - og nogenlunde god til at sætte komma.
Læs meget mere om sætningsknuder i Mål og Mæle 29. årgang nr. 1, marts 2006. Lån det på biblioteket eller, endnu bedre, ring til 76 109 110 og bestil et abonnement. Kun 215 kr. om året for Danmarks bedste sprogtidsskrift - det er billigt!
19/4 2006
Sætningsord er navneord, der er afledt af udsagnsord - deraf den grammatiske betegnelse "verbalsubstantiv".
Det er sikkert rigtigt; men hvem besigtiger, hvem opgør og hvem skal have "godtgjort" noget?
Ordet "besigtigelse" er afledt af udsagnsordet "besigtiger"; og hvis vi genindfører "besigtiger", sker der det, at det oprindelige grundled - den person, der besigtiger - vender tilbage sammen med sit udsagnsled:
Sætningsord trækker både den handlende og den eller det, der bliver handlet med, ud af teksten, så læseren ikke kan se, hvem der gør noget med hvad eller hvem. Deraf navnet; for en hel ledsætning bliver pakket ind i ét navneord. Resultatet bliver en komprimeret og meget upersonlig tekst. Men hvis du vender tilbage til det udsagnsord, som sætningsordet er afledt af, kan du bringe mennesker og ting tilbage i teksten:
På den måde bliver teksten mere og mere vedkommende, og den bliver lettere at læse. Se dette eksempel før og efter omskrivning:
Her er endda sat et punktum, så den lange sætning er blevet delt i 2 kortere; og det hele fylder alligevel en smule mindre.
Du kan kende sætningsordene på, at de ender på -else, -ing, -ion og -ende. Dem har den gamle sprogmand Mogens Løj begået et lille digt om:
| "Ord på -else, -ing-, -ion og -ende - de skal altid op og vende - og som oftest ud!" |
3/1 2007
Eller: Hvornår skal biord + forholdsord skrives i ét ord, og hvornår i to?
Der står tit et biord i forbindelse med et forholdsord: inde under sofaen, oven på glasset osv. Her er mange i tvivl om stavemåden. Og det er synd, for reglen er meget nem: Hvis det, forholdsordet forholder sig til ("styrer"), er til stede ét eller andet sted i sætningen, skal biord + forholdsord skrives i to ord - ellers skal de trækkes sammen til ét.
Altså:
| Han står uden for lågen. Lågen, som han står uden for, er hvid. |
Han står udenfor. (Også overført: Han føler sig udenfor.) |
| Fluen sidder oven på glasset. Glasset, som fluen sidder oven på, ... |
Mor er gået ovenpå. (Også overført: Ja, nu er hun ovenpå!) |
| Hunden ligger inde under sofaen. | Hun har ikke noget på indenunder. |
| Han er vist ude fra landet! | Er der nyt udefra? |
| Vi bor lige over for ham. Ham dér bor vi lige over for. |
Han bor lige overfor. (Men: Han bor lige over for os!) |
Man kan ikke bare gå ud fra den gamle regel om, at der "skal stå noget bagefter"; for dels behøver det ikke at stå bagefter ("Ham dér bor vi lige over for"), og dels er det ikke alt, der står bagefter, som duer: "De har boet nedenunder længe." Prøv i stedet at spørge: Neden under hvad eller hvem? - Jo, de har boet neden under os længe. Sådan!
"Som ovenfor nævnt..." - oven for hvad? Nej, vel - det skriver man normalt ikke. Altså: Som ovenfor nævnt.
Somme tider kan styrelsen stå et stykke vej borte:
Men (et lidt søgt eksempel): Hun er ekspert indenfor - hun er nemlig indretningsarkitekt ...
(3/12 2008)