send!
Udskriv!

Hvad er "smukt dansk" overhovedet?

Man kan sagtens analysere sig frem til, hvad "godt", "klart", "tydeligt" og "effektivt" dansk sprog er. Men hvad med "smukt" sprog - "smukt dansk" - er godt og effektivt sprog og smukt sprog det samme? Ikke helt. I denne artikel handler det om det smukke sprog og om, hvordan man (måske) kan sige noget objektivt om noget så subjektivt som skønhed.

Af Per Salling

Altså: Effektivt dansk og smukt dansk. Det kunne jo godt være det samme. Men synsvinklen er forskellig, og de detaljer, man lægger vægt på, er ikke helt de samme.

Et effektivt dansk er et dansk, der ikke tiltrækker sig nogen opmærksomhed overhovedet på egne vegne, men som fungerer som et helt gnidningsfrit middel til at overføre tanker, følelser og viden fra et menneske til et andet. Det gør det for eksempel ved at

Et smukt dansk er effektivt, men det er også noget mere. Og dette "mere" er subjektivt - afhængigt af tid, sted, kultur og person. Så mine bud på, hvad der er smukt dansk, er netop dette: mine bud. Du er velkommen til at forkaste dem - især, hvis du kan sætte nogle andre i stedet!

Altså: Jeg synes, at et smukt dansk er et dansk, der

Det vil jeg fortælle lidt mere om her.

Eksempel 1: Willy-August Linnemann

Inden jeg begynder min beretning, vil jeg oplyse, at min far måtte afsted allerede i begyndelsen af krigen. Min mor måtte passe hans fabrik. Selv havde jeg travlt med at lytte og med at se og med at tænke mit, mens tid var. Thi hver nat, ja næsten hver nat måtte vi i beskyttelsesrum. Jeg kan høre endnu, hvordan sirenerne hylede. Og jeg kan huske, at mor, inden vi gik i bunkeren, altid først spejdede mod himlen.

Ofte blev vi mange derinde, og i reglen blev opholdet så langvarigt, at snart den ene snart den anden måtte fortælle en historie for at få timerne og uvisheden til at gå. Udenfor buldrede luftværnsskytset; vi kunne mærke rystelserne helt ind gennem væggenes jernbeton; og det var måske derfor, at alle blev så åbenhjertige; enhver af os vidste jo, at vi alligevel var fortabte, hvis en fuldtræffer ramte bunkeren.

En nat spurgte min mor præsten: "Mon Gud vil være os nådig i nat?"
"Det ved kun Gud", svarede pastor Dreyer træt.

"Sig De hellere sandheden, præst," udbrød da krigsinvaliden, kriminaloverbetjent Nagelstoz. "Svar De blot rent ud, at Gud er ligeglad!"

Bogen om det skjulte ansigt (1958)

Her er den helt brede pensel fremme, allerede fra første linie. Den første sætning fortæller, at vi slet ikke er begyndt endnu - vi skal først lige have lidt baggrundsinformation for at kunne følge med i "beretningen". Linnemann giver sig i det hele taget god tid, som en fortæller der har sat sig godt til rette i lænestolen med pibe og tobak inden for rækkevidde og en lang aften foran sig: Selv havde jeg travlt med at lytte og med at se og med at tænke mit, mens tid var. Thi hver nat, ja næsten hver nat måtte vi i beskyttelsesrum. Jo, der er tid nok til at give rytmen sit.

Man var overladt til skæbnen, og man vidste det. Far måtte afsted. Mor måtte passe fabrikken. Vi måtte i beskyttelsesrum. Enhver af os vidste, at vi var fortabte, hvis en fuldtræffer ramte. Pastor Dreyer var træt - og Gud var ligeglad. Så der er også tid nok til at give beretningen sit. Der er ingen, der løber væk; for der er ingen steder at løbe hen.

Linnemann vælger ikke den korteste vej, og heller ikke nødvendigvis det korteste ord: begynder, beretning, begyndelsen, beskyttelsesrum, spejdede, luftværnsskytset, åbenhjertige - alt sammen ord eller dele af vendinger, der kunne være skrevet om til noget kortere.

Præcisionen i udtrykkene er hårfin. I 1958 var intet menneske i tvivl om, hvad "far måtte afsted" betød. "Krigen" - dén krig - var en fælles erfaring, og de fleste læsere kunne se beskyttelsesrummets indre og høre sirenernes hylen for sig lige så tydeligt som forfatteren.

Og sætningernes rytme følger smukt op på indholdets og ordvalgets rytme: Først en lang sætning med rigelig forvægt - altså bisætningen først; i virkeligheden ikke så lang, som den føles på grund af forvægten. Så 4 kortere, og så igen en længere, der heller ikke er så meget længere, men bare føles sådan på grund af den indskudte sætning. En rolig og sindig rytme, som lave dønninger der kommer langvejs fra.

"Bogen om det skjulte ansigt" er første bind i Linnemanns "Europafortællinger" - det danske svar på 1001 Nats Eventyr, Decameron og Canterbury Tales, hvor en rammefortælling gennem 5 bind spinder sig om beretningerne om Flensborg og omegn gennem næsten 75 år. Så den brede pensel er på sin plads, og den præcise anekdote karakteristisk: Det er svært at finde større linier og finere detaljer i den danske litteratur.

Eksempel 2: Marianne Hesselholdt

"Fugl". Ordet kommer af sig selv og lægger sig på hans læber. Godt. "Fugl", hvisker han igen. Og i flertal fugle. Pluralis, tænker han, pludselig hed, og knuger om ordet inde i hovedet. Så giver det efter og lader sig strække ud - plu-ra-lis. "Lis", hvisker læberne. Singularis. Også et ord, der svulmer op og summer rundt derinde. Så skumler de begge bort i mørket, og kun lyden udefra bliver liggende i hans hoved.

Så er der kun fuglen tilbage. En og ham. For han er vel også? Prøvende løfter han en arm og en til. Betragter hænderne - hvornår er de blevet så krumme og tynde? Han tæller efter. En ... to. Det passer. Og ben har han også - et på hver side, eller nej, et på ... eller to ... Han har ... og er også. Er. I al fald er.

Det lille ord falder fra ham og går forkert, og hænderne synker ned, og alt tåger til.

Cirkelbarn og sommerfugl (2000)

Ord. Et ord, der kommer ud af intet og lægger sig på fortællerens læber. Godt. Ordet "fugl". Det letteste og mest flyvende - undvigende - ord. Måske bortset fra fjer.

Her er vi så langt fra Willy-August Linnemann som muligt. Ingen indledning før beretningen, men direkte ind i et ord: Fugl.

Vi er også så langt fra de 75 års erindring som muligt. Vi følger den stærkt senildemente filolog Johannes' kamp for at genvinde sprog og hukommelse, ord for ord og minut for minut - hele tiden et skridt frem og halvandet tilbage.

Men det ved vi slet ikke endnu. Det går først op for os ganske gradvist i løbet af den første tredjedel af denne lille bog, hvorfor man kan blive hed af ophidselse og knuge om ordet "pluralis" inde i hovedet. For "fugl" hedder jo "fugle" i flertal, eller pluralis ...

Og ordene svulmer op og summer rundt i hans hovede, før de skumler bort; selv det lille "er" falder fra ham til sidst. Er han overhovedet? Er vi andet end vores bevidsthed? Holder vi op med at være, når vores bevidsthed smuldrer? Eller hvad er der tilbage, når det sker - hvis nu livet nægter at forlade os sammen med bevidstheden?

Lutter enkeltstående ord og helt korte sætninger. Selv når sætningerne kædes sammen, forbliver de korte og utilpassede: Det lille ord falder fra ham og går forkert, og hænderne synker ned, og alt tåger til.

"Alle ligheder æder hinanden - ord slubrer ind i ord og bliver våde klatter i hans hoved. Han kan ikke være i denne ordslam." - står der lidt længere henne.

Hvordan kan nogen være i denne ordslam? Hvordan kan nogen beskrive den, så vi andre kan føle den inde i vores egne hoveder? - Her bliver der ikke arbejdet med brede pensler, men med nålestiksagtige billeder: "Prøvende løfter han en arm og en til. Betragter hænderne - hvornår er de blevet så krumme og tynde? Han tæller efter. En ... to. Det passer."

Sådan beskriver man senildemens, så læseren får ondt i maven af medfølelse - og af skræk for, at det skal ramme en selv. Det er ikke rart; men det er stort.

Eksempel 3: Jack Schaefer

Han kom ridende ind i vores dal i sommeren 89. Jeg var dreng dengang, knap og nap så høj at jeg rakte op over bagsmækken på min fars gamle arbejdsvogn. Jeg sad på den øverste lægte i vores lille corral og nød eftermiddagssolskinnet, da jeg fik øje på ham langt nede ad vejen, der hvor den drejede ind i dalen fra sletten længere ude.

I den klare Wyoming-luft kunne jeg se ham ganske tydeligt, skønt han endnu var flere miles borte. Der så ikke ud til at være noget mærkeligt ved ham, bare en enlig rytter, der kom ridende op ad vejen mod den lille klynge træhuse, som udgjorde hele vores by. Så så jeg et par cowboys komme galoperende forbi ham, stoppe op og stirre efter ham med en besynderlig spændt opmærksomhed.

Han nærmede sig støt, red lige gennem byen uden at sagtne farten, før han nåede vejforgreningen en halv mile fra vores sted. Den ene vej drejede til venstre over vadestedet i floden og gik videre til Luke Fletchers store ejendom. Den anden fortsatte lige frem ad den højre bred, hvor vi nybyggere havde taget jord på en stribe op gennem dalen. Han tøvede lidt, grundede over hvad vej han skulle vælge, og så fortsatte han roligt på vores side.

Shane - den tavse rytter (1949), ovs. af Knud Müller

Her er vi tilbage i en fortællesituation, der minder om Linnemanns: Den ældre mand, der har stoppet piben og sat sig til rette - nok ikke ved pejsen, snarere ved lejrbålet - og fortæller om det, drengen oplevede en gang for længe siden. Waayy back ...

Men vi går lige på, som hos Hesselholdt - alle forberedelser er overstået: Han kom ridende ind i vores dal i sommeren 89. Hvem "han" er, ved vi allerede - det står på titelbladet. Og "vores dal"; nåja, betyder det egentlig så meget? En eller anden dal derude vestpå. Ingen overflødige detaljer her, kun de nødvendige billeder:

"Jeg var dreng dengang, knap og nap så høj at jeg rakte op over bagsmækken på min fars gamle arbejdsvogn." Hvad betyder alder? Det var størrelsen, det kom an på - om man kunne gøre en mands eller en drengs arbejde.

Eller: "Så så jeg et par cowboys komme galoperende forbi ham, stoppe op og stirre efter ham med en besynderlig spændt opmærksomhed." Som de siger på Jack Schaefers modersmål: Don't tell it - show it!

Men det fineste er fortællerens synsvinkel: Første sætning er den voksne, der husker tilbage; og allerede fra den anden sætning og frem skifter vi til mandens lyslevende erindring om sig selv som dreng. På den måde bringer Schaefer drengens tanker og følelser helt op under overfladen, mens den voksne fortæller historien. Den teknik gennemfører han med et gribende smukt resultat.

For smukt dansk kan jo også findes i oversatte værker, hvis originalen er god nok og oversætteren kan leve op til den Og Knud Müller har gjort et smukt arbejde -selv om "den klare Wyoming-luft" måske ligger lige på grænsen mellem oversættelse og undersættelse.

Nå. Western-genren er for længst afgået ved en stille død, i hvert fald uden for USA's grænser. Men et par klassikere står da tilbage: Jack Schaefers "Shane", Warner Bellahs "Manden der skød Liberty Valance" og et par andre. Heldigvis.

Se også Hvad er "smukt dansk" overhovedet? - 2

Andre artikler om samme emne:


Boksen

  1. Har du nogensinde prøvet at læse en bog og føle dig "tom" eller lidt ked af det, da du var færdig med den? Find bogen frem igen, læs et par sider hist og her, og prøv at finde ud af, hvorfor du følte sådan.
  2. Hvor meget skyldtes indhold og handling, og hvor meget skyldtes tonen og stemningen?
  3. Hvordan får forfatteren dig til at opleve tonen og stemningen? - Ordvalg, sætningsrytme, billeder ...
  4. Sammenlign med en anden bog, der ikke får dig til at føle på samme måde. Tænk over, hvor meget af din oplevelse der er subjektiv (din egen), og hvor meget der er objektivt (kan analyseres).


JavaScript Menu Courtesy of Milonic.com